Gratisaviskrigens anden front

MediaWatch

Hvis nye gratisaviser har ambitioner om at indtage en solid og langsigtet markedsposition, skal de også hvile på en internetplatform. Chefredaktør for Nyhedsavisen David Trads har proklameret, at avisens site, Avisen.dk, vil blive blandt landets mest læste websites inden et år. "Vi mener, at gratis medier er fremtiden. Om det er på papir eller på nettet, er i princippet ligegyldigt," siger David Trads til nyhedsbrevet eJour. Mediabureauet MEC Interaction, der specialiserer sig i digitale medier, vurderer, at Nyhedsavisen er på rette spor. De nye aviser kan med fordel anvende internettet som en del af strategien om at etablere og positionere sig på markedet. Kristian Koch Jensen, MEC Interaction, betragter online som en slags anden front. "Hvis de nye gratisaviser på længere sigt ønsker sig en tilstedeværelse i Danmark, så er det essentielt, at der allerede nu etableres og positioneres en internetplatform, de kan bygges videre på i fremtiden." Den helt store udfordring er at skabe et incitament for brugerne til at gå ind på sitet, vurderer Kristian Koch Jensen. Som inspiration peger han på online-udgaven af Rupert Murdochs gratisavis "the london paper". Internetudgaven er ikke bare er en tro kopi af printversionen, men indeholder også interviews i form af videoklip. Der er kun en vej frem: At tilbyde noget ekstra, frem for blot at duplikere printversionen direkte over på internettet, lyder rådet. Det tankesæt har endnu ikke vundet genklang hos to af aviserne. 24timer satser alt på print, og engagerer sig først i nettet som næste skridt. Også Dato har fokus på den fysiske verden. "Kampen står om postkassen lige nu," siger direktør Søren Hyldgaard, Berlingske Lokalaviser. Nyhedsavisen vil derimod tage udgangspunkt i nettet og benytte brugerinddragelse, blogging og anarki. Avisen gik i luften med en blog mange uger før, at papirudgaven lander på markedet. Det er planen, at alle medarbejdere får en blog og lov til at udtrykke deres holdning. Hos Christian Peytz, Peytz & Co, kan man godt få øje på en strategisk værdi i, at Nyhedsavisen satser målrettet og innovativt på nettet. Men der er også en meget konkret årsag til, at nettet hører sammen med gratisaviser, nemlig rubrikmarkederne - specielt jobmarkedets – store betydning for aviser. "Når 24 timer og Dato ikke satser online, skyldes sikkert, at de har haft travlt," siger Christian Peytz til MediaWatch. "Men de sidder måske også med et klassisk dilemma, der er for bladhusene. På nettet er der ingen fysiske barrierer. Ét klik, og så er brugeren over på berlingske.dk, dato.dk eller urban.dk. Hvordan kan det enkelte medie, som f.eks dato, differentiere sig? Berlingske har nyhederne, Urban går i retning af brugerinvolvering – men hvad er der så til Dato? Måske er tiden inde til at tænke en større sammenhæng mellem Berlingske, Urban og Dato på nettet," foreslår Christian Peytz. En anden udfordring for avishusene er, at gratisaviserne er ikke opsøgende online. Modsat papiravisen, der kommer ud i husstanden. "Webmediet er reaktivt, og kræver at brugerne selv opsøger det. Og skal der sendes nyhedsbreve ud, kræver det, at der først opsamles individuelle tilladelser for at det er lovligt. Derfor vil netdelen af gratisaviserne have en noget længere introduktionsperiode," siger Peytz.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også