Nyhedsavisen løfter sløret

MediaWatch

Nyhedsavisen løfter lidt mere af sløret for, hvilken slags spiller selskabet bliver på det danske mediemarked. Nyhedsavisen og søsterselskabet Morgendistribution Danmark skal sælge avisannoncer, nyheder til andre og omdeling af andre produkter. Det er grundlaget for, at forretningsplanen hænger sammen, og giver tro på, at man vil tjene penge om 3-4 år. Avisens direktør Morten Nissen Nielsen ser masser af annonceindtægtspotentiale i en dagbladkategori, der er over 3 milliarder kroner værd, og dertil lægger han de 6,6 milliarder, der investeres i tryksager, 2,2 til tv og 2,3 til ugeaviser. "Hos Berlingske, Politiken og Jyllands-Posten - samt de øvrige danske dagblade - er distribution et problem og en omkostning. Sådan er det ikke hos selskabet bag Nyhedsavisen. Her ses distribution som en potentiel indtægtskilde, der skal give konkurrencefordele," sagde direktør Morten Nissen Nielsen på et avisseminar fredag arrangeret af Mediaedge:cia. Han fastslår, at fra den 6. oktober vil Nyhedsavisen være ude inden kl. 7.00 i alle de brevsprækker, der findes i de udvalgte områder. Distributionen kvalitetssikres af kontrollører, og oplaget bliver de lovede 500.000 fra start. Distribution er en forretning, og Morten Nissen Nielsen er ikke afvisende over for tanken om at uddele 24timer og Dato, hvis der opstår interesse for det hos konkurrenterne. "Det er ikke Nyhedsavisen opgave at løse Dato og 24timers distributionsproblemer. Vores distribution er beregnet til Nyhedsavisen. Men om vi på sigt vælger at tilbyde dem distribution, må tiden vise". Morten Nielsen understreger endvidere, at Nyhedsavisen ikke er en kortsigtet investering, der skal bankes op, hvorefter den så afhændes dyrt til konkurrenterne, når deres aviser er lukkede. "Dagsbrún har ikke planer om salg af Nyhedsavisen, men er inde i en langsigtet investering i Danmark, der også inkluderer salg af nyheder, omdeling af andre produkter og andre mediekanaler," siger Morten Nielsen og henviser til, at Nyhedsavisen lægger offensivt ud på online-fronten.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også