Ask Rostrup: Sundt for redaktionen med ny chef

MediaWatch

Ask Rostrup understreger, at hans afgang fra MetroXpress ikke sker i protest mod noget eller på grund af samarbejdsvanskeligheder. Det siger han til MediaWatch, efter nyheden kom frem om, at han efter tre år som chefredaktør for Danmarks første trafikavis vælger at stoppe. 38-årige Ask Rostrup har valgt at forlade MetroXpress efter at have stået i spidsen for avisen i tre hektiske år. "I den periode har vi lanceret to aviser, en landsdækkende og aftenavis, vi har fået nyt layout, sport kultur og Roskilde Festivalavis. Vi har opsagt og genforhandlet vores Ritzau-aftale, så det har været rigtig meget i løbet af de tre år. Det har været krævende, men det har jeg selvfølgelig fået løn for - og jeg har også elsket mit arbejde," siger chefredaktøren til MediaWatch. Han rammer samtidig en tyk pæl gennem enhver spekulation om, hvorvidt der ligger uoverensstemmelser bag hans afgang. "Det er mig magtpåliggende at understrege, at min afgang ikke sker i protest mod noget eller på grund af samarbejdsvanskeligheder. Det er sket meget udramatisk for mig," bedyrer Rostrup. "Men jeg har et princip om at lytte til min mave. Nu har vi besteget flere bjerge i løbet af fem år, og nu føler jeg, at jeg har lyst til at prøve noget nyt. Redaktionen har måske også sundt af, at der kommer en ny," siger han Indtil videre er fremtiden helt åben, og der er ikke noget nyt job på hånden, forsikrer han. "Det tror alle, men jeg kaster mig ud på dybt vand. Der popper måske noget op, og jeg er utrolig åben. Men jeg har aldrig været i den situation før," siger han og fortæller, at han dog sysler med "nogle ideer" om at producere "hvis nogen vil lege med". "Men ellers er jeg bedst til at lave aviser og nyheder. Det har jeg gjort de sidste 16 år. Men omvendt kunne det være sjovt at prøve noget nyt - nogle andre platforme og medier," foreslår han. Efter de tre år på MetroXpress vil Ask Rostrup, der er far til tre børn, først og fremmest komme til at savne sine kolleger og kulturen på avisen. "Det er en helt enestående virksomhedskultur. Det vil sige, at det er en iværksætterkultur båret frem af, at vi faktisk er den første succesrige avis siden 2. Verdenskrig. Og avisen er båret af en stemning af, at vi vil og står sammen. Salg, produktion og marketing – alle arbejder sammen og løfter det sammen. Og vi går når "the job is done". Det har været forrygende," siger Ask Rostrup.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også