SBS: Tredje tv-kanal i støbeskeen

MediaWatch

SBS TV er klar til at befæste sin position med en tredje tv-kanal, efter det står klart, at ingen andre ønsker at drive det lokale netværk. Kanal 4 og Kanal 5 får en tredje søster, der skal distribueres via det lokale netværk. Kanal 5 er til rådighed på satellit og kabel med playout-center i London, mens Kanal 4 overgår til samme distribution ved årsskiftet, som det hele tiden har været planen. Kanal 4 skal dog først bevise sin kvaliteter for at være sikker på en acceptabel distribution, blandt andet i TDC Kabel TV. SBS TV ved ikke med sikkerhed, om de får sendetilladelsen til eget tv-netværk, men betragter det som en realistisk udgang, da det kun er SBS, der har meldt sig til skønhedskonkurrencen. Detaljerne om det kommende tv-projekt holder SBS for sig selv, men oplyser, at deres tredje kanal helt sikkert ikke får brandet "Kanal 6". Der arbejdes på et andet mere dækkende navn. Programprofilen har man ingen kommentarer til. "Kanalen bliver ikke en skraldespand, men vi vil ikke investere store summer i danske egenproduktioner, når vi kun har licensen i tre år. Jeg kan dog afsløre så meget, at de lokale nyheder vil få bedre timeslots og komme til at ligge på en kanal, hvor de indgår i et mere naturligt flow, end det har været tilfældet på Kanal 4," siger direktør Henrik Ravn, SBS TV, til MediaWatch, og lover flere informationer om kanalen i oktober. Mediaedge:cia hæfter sig ved, at SBS føjer en ekstra kanal til porteføljen med høj penetration "Hvis SBS arbejder klogt med det programlager, de nu har til rådighed, kan der meget vel være f.eks tre sharepoint ekstra til SBS," sige Broadcast Director Flemming Jensen til MediaWatch. Det er dog ikke indlysende, hvilket hul i markedet som den tredje kanal skal gå efter, vurderer Flemming Jensen, der anbefaler en klar profil – som Kanal 4 og kanal 5 – men et format der ligger så langt væk fra de andre, som det er muligt. Det samlede frekvenssæt af lokale tv-sendere, som Kanal 4 benytter i dag, er sat i udbud og tildeles på en skønhedskonkurrence den 2. oktober. Da der i mandags var deadline for tilmelding til skønhedskonkurrencen, var der kun én ansøger, SBS TV A/S. Får SBS lov til at fortsætte med at benytte sendenettet, bliver det fra januar 2007 til oktober 2009, hvor analogt tv helt afskaffes. Der vil i skønhedskonkurrencen blandet andet blive lagt vægt på, at man skal levere lokalproduceret stof på dansk.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også