Lasse Jensen skal være lektor i Odense
Lasse Jensen skal være lektor på Syddansk Universitets Center for Journalistik i Odense, men fortsætter med at dække mediebranchen for P1. På lektorposten afløser direktøren for Jensen & Kompagni A/S, Lasse Jensen, chefredaktør David Trads, der skiftede til Nyhedsavisen. Lasse Jensen, 59, har været journalist i mere end 40 år, hvor han blandt andet har været reporter og udlandskorrespondent, chef for TV-Avisen, souschef på TV2/Nyhederne og leder af chefredaktionen på DRTV. Siden 1997 har han været selvstændig producent af radio- og tv-programmer og dokumentarfilm. Alene i år har han modtaget Berlingske Tidendes store journalistpris for sin mediekritiske journalistik, MCA Denmarks guldmedalje for instruktionen af virksomhedsfilmen "Hempel" og forleden fik han TV-branchens ærespris "Årets Otto". Han nedtrapper nu "i væsentlig grad" sin virksomhed som dokumentarfilmproducent for at hellige sig deltids-lektoratet, men fortsætter som redaktør og studievært på P1-programmet "Mennesker og Medier".