Tv-tendens: Da Vinci og mening

MediaWatch

Tv-selskabernes jagt på nye seermagneter er styret af to forbilleder: 'Da Vinci Mysteriet' og 'Jamie Oliver's School Kitchen'. Berlingske Tidende gennemgår torsdag de herskende tendenser på det internationale tv-marked, og avisen ser to hovedstrømme, der begge handler om at kopiere produkter, der i forvejen har vist sig som succeser. Den første er - naturligvis - Dan Browns roman 'Da Vinci Mysteriet' som har skabt et hysteri uden sidestykke i nyere kulturhistorie. Romanens omdrejningspunkt, hemmelige koder og skjulte skatte, er således motoren i en hel stribe formater for quizzer og tv-shows. Amerikanske NBC har allerede sendt 'Treasure Hunters', hvor ti hold sendes rundt i hele USA for at knække koder og afdække hemmeligheder. Engelske seere skal blive tryllebundet af lignende programmer med titlerne 'Codex' og 'The Search', mens hollandsk tv har afprøvet 'The Blackbeard Connection'. TV 2s underholdningsredaktør Gitte Madsen tror dog ikke, at man i nærmeste fremtid vil se et Da Vinci-format på TV 2. Hun mener dog, at man skal være opmærksom på den søgen efter mening og substans, der også gemmer sig bag interessen for Dan Browns bog. Netop mening og substans er den primære ingrediens i tidens anden store tv-tendens. Her forsøger tv-stationerne at kopiere den succes, den britiske tv-kok Jamie Oliver har haft med at lave tv-programmer, der f.eks. sætter kvaliteten af engelsk skolemad på den politiske dagsorden. Det er programmer, der hæver sig over den rene underholdning og forsøger at få deltagerne til at få det bedre med sig selv. Som eksempel nævner Berlingske 'The Choir', hvor en gruppe socialt belastede unge trænes af en professionel musiker og ender med at deltage ved VM i korsang.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også