Bureau forventer ikke mange flere avislæsere

MediaWatch

Flertallet af danskerne læser allerede et dagblad, konstaterer mediabureauer, der ikke tror på mange nye læsere, men udvidet læsning. Før de nye gratis husstandsomdelte dagblade trådte ind på markedet, havde Danmark et dagligt avisoplag på hverdage på 1,9 mio. eksemplarer, ifølge Dansk Oplagskontrol juni 2006. Mediacom vurderer i sit nyhedsbrev, at det oplag på en hverdag læses af 73,6 procent af danskere på 12 år eller derover. Når alle nye gratisaviser har gjort deres entré den 6. oktober, er oplaget mere end fordoblet for alle eksisterende landsdækkende, regionale og lokale dagblade tilsammen. De nye gratisaviser må forberede sig på, at annoncemarkedet stiller spørgsmålstegn ved, hvad det enorme oplag kan gøre for deres kunder, annoncørerne. "Vi forventer ikke, at den samlede nettodækning kan hæves væsentligt, for tre ud af fire af danskere på 12 år eller derover læser allerede dagligt et eller flere dagblade," siger Print Director Niels Christian Skjøth, Mediacom. Mediacoms vurdering er, at dem som i dag ikke læser et dagblad, næppe vil komme til det. En del af dem bor i områder, som slet ikke bliver tilbudt de nye husstandsomdelte dagblade. De nye aviser uddeles nemlig til postnumre med høj indkomst i urbane områder. Hos Carat Danmark er man delvis enig, men nuancerer problematikken. "Det er rigtigt, at det antal personer, der mindst læser én avis dagligt, næppe stiger meget mere end et par procentpoint. Men den metode, man opgør læsertal på, betyder at der ikke skal så meget til, før man tæller som læser. Derfor forventer vi flere bruttolæsere. Sker det, indikerer det, at nogle aviser har fået flere læsere, og andre muligvis nogle færre, og det interesserer os i mediaplanlægningen," siger Media Research Director Malene Birkebæk. Mediacom tror da også, de nye aviser kan skubbe til andre læservaner. Mange danskere har travlt, så gratisavisens udgivelsestidspunkt og tilbud om hurtige og let læselige nyheder er interessant. De nye aviser kan give flere muligheden for at nå at læse en hel avis, inden de kommer på arbejde. "Hvis de nye gratis tilbud er attraktive nok, forventer vi, at en del af de mindre loyale læsere af de "gamle dagblade" vil droppe deres eller en af deres nuværende aviser. Mens de mere avismærkeloyale læsere måske kommer til at skubbe brugen af deres ellers foretrukne dagblad til lidt senere på dagen," siger Niels Christian Skjøth.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også