MetroXpress overvejer alle indholdsleverandører

MediaWatch

MetroXpress har ansat flere journalister til introduktionen af aftenudgaven, men den endelige model til erstatning af Ritzau er ikke fundet. MetroXpress reintroducerer på mandag begrebet en aftenavis, 35 år efter at Berlingske lukkede Berlingske Aftenavis. Avisen bliver på 24 sider og bliver uddelt fra de største togstationer i København i et oplag på 100.000 eksemplarer. Til sammenligning kommer morgenversionen i 270.000 eksemplarer. Det ligger ikke i kortene, at aftenavisen vil blive udbredt til resten af landet. "Jylland overvejes, men distributionsomkostningerne er afgørende for, om det giver mening at uddele aftenavisen," lyder det nærmeste svar, direktør Søren Riis kan komme det spørgsmål. MetroXpress har nu en stab på 40-45 journalister, der skal skrive begge udgaver i to hold. I går tirsdag tiltrådte 10 nye. Aftenavisen har deadline kl. 12.00 og udkommer fra kl 14.30. "Der findes mange nyheder, der opstår eller udvikler sig om morgenen og formiddagen, og vor ambition er at levere de informationer til pendlerne, der er på vej hjem. Kombineret med stof, der retter sig mod det, de vender hjem til, herunder tv, indkøb, livsstil," siger chefredaktør Ask Rostrup. Trods ansættelser har MetroXpress imidlertid ikke endelig løst sit stofleveranceproblem, som opstår når nyhedsstrømmen fra Ritzau Bureau stopper den 31. december. MetroXpress opsagde sit abonnement hos Ritzau, efter Ritzau besluttede at begrænse MetroXpress’ adgang til stoffet. Det bekræfter Søren Riis. "Vi har øget bemandingen, men vi har ikke fuldt ud kompenseret for, at vi ikke længere vil få stof fra Ritzau. Flere muligheder er til overvejelse og på et bestyrelsesmøde den 29. august ser vi på flere løsningsmodeller og beslutter hvilke leverandører, der skal supplere os med stof efter den 31. december," siger han til MediaWatch og bekræfter, at alle modeller er oppe og vende, herunder TV 2 eller Nyhedsavisen som leverandører. MetroXpress afviser ikke at indgå redaktionelle og andre slags alliancer, men der er ingen planer om at udvide samarbejdet med nærmeste familie – MTG. Heller ikke, hvis MTG erhverver den ledige radiokanal i næste uge.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også