Talpa Radio klar med erstatningskrav

MediaWatch

Slagsmålet mellem staten og Sky Radio om teoretiske dækningsprocenter er støj på linien før ny auktion, og kan udløse ny sag mod staten. Kan den ledige radiostation modtages af godt 60 procent eller 84 procent af befolkningen? Det gør trods alt en forskel. Sky Radio siger det første; staten står fast på det andet tal. De fem tilmeldte bydere, der skal investere millioner af kroner, kunne formentlig godt tænke sig at få et klart svar på spørgsmålet. Men det bliver svært, ikke mindst fordi der er tale om rent teoretiske dækningsprocenter og beregningsformler. I stedet må de fem kandidater til radioen nøjes med en ordkrig om teknik og FM-historik mellem Sky Radio, staten og kommentatorer. Men selv om det er en ugennemsigtig, meget teoretisk diskussion, så bliver den fulgt af de tilmeldte aktører. "Det er en interessant diskussion, og selvfølgelig interesserer den os. Vi mener, vi har taget højde for den dækningsmæssige usikkerhed i vores kommende bud," siger økonomidirektør Anders Kronborg, TV 2, til MediaWatch. Talpas Radio bestyrelsesformand i Danmark, Jesper Sehested Lund, vil ikke spekulere i, hvorvidt slagsmålet påvirker radiostationens værdi. Han har til gengæld en anden vinkel på sagen: "Af helt åbenlyse grunde følger Talpa Radio meget nøje denne sag, eftersom Talpas frekvenser, FM6, blev udbudt med de samme beregningsmæssige forudsætninger som FM5. Derfor: Får Sky radio medhold helt eller delvist, således at det konstateres, at den danske stat har vildledt byderne, så vil Talpa naturligvis rejse et tilsvarende erstatningskrav," siger Lund til MediaWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også