Organisation: FM og DAB supplerer hinanden fint

MediaWatch

Få måneder før, der skal udbydes mange DAB-kanaler til private, diskuterer eksperterne igen DABs styrke, svagheder og fremtidspotentiale. For et par dage siden blev der igen rejst kritik af DAB. Kritikken går på, at DR ofrer lydkvalitet på DAB for at få mange kanaler. Det påpeges også, at få andre lande satser på DAB, fordi der findes andre, nyere teknologier til radiodistribution. DAB markedsføres som radiolyd i høj kvalitet, men det passer dårligt med, at FM i øjeblikket er bedre og mere nuanceret, siger Stig Hartvig Nielsen. Han er ikke alene radioekspert, men også medlem af Danmarks Radios bestyrelse. Dårlig lydkvalitet i bilerne er også blevet bemærket hos Pioneer i Danmark. Produktchef Henrik Skinbjerg, Pioneer Danmark, siger, at der ikke er marked for DAB-bilradioer endnu. Den slags meldinger falder ikke i god jord hos DAB Danmark. Foreningen, der drives af DR, har til formål at fremme DAB udvikling i Danmark. DAB Danmark erkender, at bilradioer i Danmark ikke driver DAB udviklingen i dag. Det var ellers forventningen, at udskiftning af biler og bilradioer ville være den vigtigste faktor til at øge penetrationen. "Det hænger sammen med, at sendenettet ikke er fuldt udbygget, og at vi derfor ikke har dækning omkring de store motorvejsnet. Men det kommer i efteråret 2006 og foråret 2007, hvor vi udbygger DAB-nettet betragteligt med flere sendere," siger Paul Samsø, der er formand for DAB Danmark og underdirektør i DR. Stig Hartvig Nielsen konkluderer samlet set, at regeringen valgte det forkerte format. Han mener, at teknologien i DAB er forældet. Han bakker således ikke op omkring DRs politik på digital radio området. Paul Samsø mener, at Stig Hartvigs tilgang til emnet er forkert: FM og DAB supplerer hinanden glimrende, siger formanden. Samsø er derfor overbevist om, at Danmark har valgt en god teknologi, som gør, at der kan sendes 16 landsdækkende kanaler. Det vil man aldrig kunne gøre med FM. Paul Samsø henviser til, at DAB stadighed udvikles og til, at DAB er en økonomisk god løsning at distribuere digital radio til lytterne på. Når det gælder kritikken af lydkvalitet overfor FM, svarer DAB Danmark, at det er en balance, om man vil sende i høj lydkvalitet, som relativ få vil have glæde af, eller have flere kanaler. I dag kan ca. 10 procent af husstandene modtage 16 DAB kanaler fra DR og dertil Radio100 FM. Det er aftalt i medieforliget, at DR skal aflevere en tredjedel af sine DAB sendepladser, og alle DRs landsdækkende DAB-kanaler samles i blok 1 den 1. januar 2007. Radio 100FM og den femte FM-radiokanal sender i blok 2. De øvrige 3-4 landsdækkende sendemuligheder i blok 2 udbydes på auktion - uden programmæssige krav. I blok 3 tildeles DR én sendemulighed i hvert af de regionale områder til regional radio; de øvrige sendemuligheder udbydes på auktion. Danmark og England er de eneste lande, hvor der er gang i salget af DAB radioer, og det fremmer ikke udbudet af DAB teknologi og modeller, hverken i bilerne eller andre slags radioer Indtil videre er det Danmark, Norge og England, der helt satser på DAB. I Frankrig, USA og Japan har man fravalgt DAB. I Tyskland ser det ud til, at salget af DAB-radioer svigter. I Sverige har man sat DAB på stand by, mens man undersøger nye teknologier.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også