EU: Public service mandat i alle lande i søgelyset

MediaWatch

Public service mandatet og dets finansiering er i fokus i en lang række EU-sager, og DR kommer også i søgelyset. Det står klart, at public service opgaven for de tyske offentlige radio- og tv-kanaler skal defineres klarere. Det fremgår af en fælles pressemeddelelse fra den europæiske kommissær for konkurrenceforhold, Neelie Kroes, og de tyske ministerpræsidenter Kurt Beck og Edmund Stoiber. Kommissær Kroes mødtes med ministerpræsidenterne først i juli for at nå til enighed i en af de mange sager, hvor private har klaget til EU over public service organisationers forhold og ageren, hvilket fører til EU-sager mod de nationale regeringer. EU ønsker blandt andet, at public service i Tyskland skal defineres klarere, og hvis public service mandatet skal udvides, skal det ske via en åben evalueringsproces. Kommerciel virksomhed og public service virksomhed skal klart adskilles, og kommerciel virksomhed skal udføres på markedsbetingelser. Den opkrævede licens må ikke overskride, hvad der er nødvendigt for at løse opgaven. Kommissæren og Ministerpræsidenterne understreger, at enhver aftale om finansiering af tysk public service virksomhed ikke vil påvirke broadcasternes redaktions- og programselvstændighed. De bekræfter også, at broadcastere kan vise programmer på nye teknologiske platforme og har frihed til at tilbyde nye medietyper. EU har kig på næsten alle europæiske public service virksomheder. Der er for tiden sager under udvikling i fire lande, herunder den tyske. EU har sidste år afsluttet andre sager med myndighederne og public service virksomheder i fire andre lande. Danmark kommer også i søgelyset, forudser medieprofessor Frands Mortensen. Blandt andet fordi lande med public service virksomhed, der minder om DR, har sager kørende med Kommissionen, f.eks. Holland og Norge. "Danmark kan komme i søgelyset på ét punkt, nemlig definition af public service opgaven. Altså, i hvilket omfang nye tjenester - f.eks. på internettet og nye mobile tjenester - kan udgøre en del af public service opgaven. Her er det uklart, om dansk lovgivning er i orden, og der er i hvert fald bestræbelser på at afklare dette i det medieforlig, der netop er indgået," siger Frands Mortensen til MediaWatch. DRs Generaldirektør Kenneth Plummer kender godt til de nye strømninger på dette område. Han har tidligere på året sagt til MediaWatch, at han intet problem ser i, at EU eventuelt præciserer DRs opgaver på internettet. Den danske regeringen er fuldt ud opmærksom på problematikken, for det er et område, som netop Frands Mortensen er blevet bedt om at undersøge nærmere af Radio- og tv-nævnet. Det vil ske i 2007. Frands Mortensen vurderer til gengæld, at Danmark ikke er i søgelyset, når det gælder andre EU-krav. Som f.eks. at det skal fremgå i lovgivningen, at den licens der opkræves ikke må overstige netto-udgifterne til at udføre public service opgaverne, og at evt. overkompenserede beløb skal tilbagebetales eller fratrækkes næste års bevillinger. Desuden kræves, at kommerciel udnyttelse af public service-aktiviteter skal ske på markedspræmisser. Det vurderes også at dansk lov er i orden, når det gælder krav om, at relationer mellem moder- og datterselskaber skal foregå på markedspræmisser. Endelig skal der foreligge offentligt kendte principper for, hvordan public service-budgettet skal opstilles. "Lige på det punkt kan man også være i tvivl, om dansk lov er god nok," tror Frans Mortensen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også