DR Drama må bo til leje i egne lokaler

MediaWatch

DR-drama har succes, men bagsiden af medaljen er, at afdelingen må leje sine egne lokaler i TV Byen i 2½ år. DRs direktion har godkendt, at TV-Drama i en overgangsperiode på 2½ år får produktionslinjer, der bor både i TV-Byen og DR Byen, erfarer MediaWatch. TV-Dramas produktion har succes hos seerne og politikerne. Sidstnævnte førte til, at det forrige medieforlig bad om 35 timers ny dansk drama årligt - mod tidligere 20 timer. Produktionen er således øget betydeligt i de senere år, og det er blevet en udfordring i forhold til udflytningen til DR Byen. For der mangler plads i DR Byen, når TV-Drama har gang i tre produktionslinier på samme tid. En produktionslinie er studier, manuskript, administration, postproduktion, m.m. Produktionerne drejer sig om en ny serie med arbejdstitlen ”Historien om et mord” på 20 afsnit, om en Julekalender til hele familien på i alt 11 timers dramaproduktion og en helt ny dansk tv-serie på mindst 20 afsnit, hvor man endnu overvejer manuskripter. Løsningen bliver, at TV-Drama i første omgang flytter én produktionslinje ud til DR Byen, mens to andre produktionslinjer bliver i TV-Byen frem til 2009. DR må således bo til leje i sine egne lokaler hos nye ejer af TV Byen, Sjælsø Gruppen A/S. Ingen af partnerne vil oplyse et beløb for lejeperioden. "Vi lejer dele af studieblokken i TV Byen til to af vore produktioner, så vi kan samle de to produktionslinier med alt, herunder studieproduktion, redigering, administration, m.m.," siger Niels Hansen, TV Drama, til MediaWatch. Overgangsperioden skal bruges til at finde en permanent løsning, så hele DRs dramaproduktion kan foregå i eller tæt på DR Byen. Løsningen betyder ifølge DR, at udvikling, produktion og ledelse af den enkelte produktion holdes samlet for derved at bevare et højt fagligt og kvalitativt niveau i alle TV-Dramas produktioner.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også