Mediebranchen fornemmer konsekvenserne af nyt TV 2

MediaWatch

Hvis nogle har været i tvivl om, at ledelsesskiftet på TV 2 får konsekvenser for mediemarkedet, så har direktøren selv skåret det ud i pap. Danmarks stærkeste tv-selskab og en af landets vigtigste medievirksomheder bliver anderledes at arbejde for, at samarbejde med, og formentligt også en anderledes uregerlig størrelse at konkurrere i mod. Det gjorde direktør Per Mikael Jensen klart forleden i en tale til mediabureauer og andre medier. "TV 2 er Danmarksmester på mange områder. Men TV 2 er ikke Danmarksmester på alle områder," sagde Per Mikael Jensen, og varslede dermed et brud med lurende selvtilstrækkelighed og ophøjet selvforståelse. Internt i organisationen har man oplevet, at Per Mikael Jensen satte gang i projekt "Nyhedskanalen", der havde ligget klar i skuffen i flere år. Det er et meget dyrt projekt, og forventningen var, at det ville tage 1½-2 år at få kanalen i gang. Men den nye direktør kom ind af døren og bad sin stab om, at få kanalen skudt i luften seks måneder senere. Finansieret af abonnementsindtægter fra TDC og Viasat. Dernæst oprettede man straks stillingen som Commercial Director for de digitale ydelser. TV 2s salg af digitale tjenester skal nu tiltrække de indtægter, de er berettiget til. Ifølge TV 2 selv er omsætningen fra online ikke vokset i tre-fire år. "Det skyldes ikke dårlige sælgere, men et uhensigtsmæssigt samarbejde mellem salg og andre afdelinger," forklarer Per Mikael Jensen. Omsætningen skal tredobles, for at niveauet kan betegnes som tilfredsstillende, lyder direktørens besked. Eksternt er den nye linie temmelig synlig, når TV 2 knobskyder med flere smalle tv-kanaler. Først Nyhedskanalen - næste bud er formentlig en sportskanal, lyder signalet fra TV 2-direktøren. TV 2 er opsat på at erhverve den nationale radiokanal og sætter fart på det enorme potentiale inden for produktudvikling af sin online tilstedeværelse. Dertil kommer konkrete planer om at lade sin hurtigt voksende journalistiske stab sælge nyheder til andre medier. Det må også have vakt opmærksomhed på medieselskabernes direktionsgange, at TV 2 med Per Mikael Jensen straks gjorde helt op med tidligere tiders selvopfattelse. TV 2 har nu klart tilkendegivet, at man vil danne partnerskaber, hvis det giver økonomisk mening. Samarbejdet med Viasat om Nyhedskanalen var første initiativ, og det fremtidige tankesæt kan næppe defineres klarere, end TV 2s direktør selv gjorde: "Vi opererer ikke mentalt med, at der er nogle der tilhører det gode selskab og nogle i det dårlige selskab. Vi har ingen regler eller grænser for hvem, vi vil samarbejde med," lyder signalet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også