TV 2-regionerne sat på plads

MediaWatch

TV 2-regionerne skal passe deres hidtidige opgaver og glemme andre medieambitioner, lyder signalet. I regeringens medieudspil hedder det, at de regionale TV 2-virksomheders opgaver skal præciseres yderligere i de næste public service-kontrakter. Det kræver medieudviklingen, navnlig i forhold til nettet og de nye mobile medier. Journalist Lasse Jensen, der producerer og redigerer P1s Mennesker og Medier, udtrykker det mere klart. Han siger til MediaWatch, at regionerne bliver sat på plads for at beskytte private producenter. "Private producenter kan glæde sig over, at TV 2-regionerne i medieudspillet har fået et vink med en vognstang om, at de skal holde sig til deres kerneopgaver og ikke påføre private producenter konkurrence," lyder fortolkningen fra Lasse Jensen, Jensen Media, der tilføjer, at producenterne ellers ikke har meget at glæde sig over. De fik, trods intenst lobbyarbejde, ikke kravet om større udlicitering igennem. Der er heller ikke udsigt til, at regionerne får den ønskede landsdækkende kanal på det digitale sendenet. Venstres Jens Rohde siger i Børsen, at de skal koncentrere sig om regionale nyheder. Jens Rohde skal dog forhandle på det punkt, hvis han ønsker, at Socialdemokraterne slutter sig til forligskredsen. Partiets medieordfører, Mogens Jensen har flere gange udtrykt ønske om, at regionerne i fællesskab kan sende landsdækkende tv. "Det er en ommer," siger Vagn Petersen, direktør for TV 2 Øst, til MediaWatch. "Det kan ikke være rigtigt, at Venstre og Konservative slet ikke er interesseret i at udvikle og styrke de otte tv-stationer, der er tættest på borgerne. Med den succes regionerne har på både tv og internet er det indlysende rigtigt at inddrage os i den digitale udvikling, så vi kan være med til at præge udviklingen på alle relevante regionale medieplatforme. På den måde kan vi fortsat medvirke til at styrke den regionale identitet." TV 2/Lorry får en særlig forpligtelse til dækning af Øresundsregionen. Der afsættes årligt 1,5 mio. kr. hertil af licensprovenuet i forlængelse af det tidligere gennemførte samarbejdsprojekt med SVT, som delvist blev finansieret med støtte fra EU's Interreg-midler.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også