Kanal 4 med nye danske produktioner

MediaWatch

Re-branding: SBS indleder mandag første fase af en produktudvikling med lancering af Kanal 4, der byder på danskproduceret kvindestof. SBS TV har flyttet rundt på programlageret, således at de mandlige programmer placeres hos Kanal 5, og programmer med en klar kvindeprofil fra mandag sendes på den nye kanal, Kanal 4, der fortsætter med samme distribution som forgængeren, TV Danmark, frem til 31. december. Kanal 4 lanceres dog med en række nye danske produktioner i ryggen. Helt præcis seks nye produktioner, hvor kvindelige værter dyrker kvindestoffet. Pernille Aalund vender tilbage til skærmen efter en lang pause som vært for Q TV, der trækker på brandet fra hendes magasin af samme navn. I 'Bonde søger Brud' forsøger værten at finde kærester til 10 landmænd, men Maryianne Dinesen sætter spot på de nye historier inden for underholdnings- og modebranche. Kanal 4s nye kanalchef, Anette Kokholm er selv vært i en serie portrætter, hvor hun går tæt på markante danske kvinder. I 'Kvinder Lige på' får kvinder hjælp til selvhjælp, og i 'Operation Hjemmegående' skruer Kanal 4 tiden tilbage til 50’erne for en række deltagere. Senere på året kommer frekvenssættet, som TV Danmark hidtil har sendt på, og som Kanal 4 vil benytte til 31. december, i udbud. Det bliver formentlig en skønhedskonkurrence. Den 1. januar 2007 skal SBS TV stoppe al distribution via de lokale sendere. Det er SBS TV’ plan at stå tilbage med to skarpere kanalprofiler den 1. januar 2007 - Kanal 4 og Kanal 5 - der distribueres via kabel og satellit fra London, begge finansieret af både reklamer og abonnement. Men det efterlader et ledigt analogt jordbaseret sendenet. "Vi mister en række af de mindre sendere i netværket efter udbudsrunden, men de to afgørende i København og Århus er fortsat til rådighed for os, til de udløber i 2008 og 2009," påpeger direktør Henrik Ravn, SBS TV, overfor MediaWatch. Det åbner for flere nye konstellationer og scenarier efter den 1. januar. Henrik Ravn kan i dag ikke forudse, hvorledes brikkerne vil falde for de lokale sendere, der fortsat har værdi som distributionskanal for de rette aktører. "Vi kan sagtens se en model, hvor de nuværende lokale partnere tager rollen som netværksoperatør, og samarbejder med os, men det er også meget muligt, at vi finder sammen med en anden køber af det lokale frekvenssæt og danner en helt ny tredje netværksbaseret tv-kanal med samtlige lokale sendere. Det afhænger af den nye netværksoperatør og de programmæssige krav, der stilles til den nye netværkskanal," siger Henrik Ravn.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også