Muhammedtegninger bragt i 143 aviser

MediaWatch

Mindst 143 aviser i 56 lande har bragt enkelte eller alle de 12 Muhammedtegninger, der oprindelig blev trykt i Jyllands-Posten. Tegningerne er gengivet i aviser i såvel kristne som jødiske og muslimske lande. Det viser resultaterne af en undersøgelse, som eJour har foretaget i februar. Tegningerne er blevet bragt verden over lige fra Argentina over Angola til Sydkorea. Flere steder har offentliggørelsen kostet avisredaktører deres stillinger, og enkelte steder sidder redaktører fængslet. I Algeriet er redaktørerne af ugeaviserne Essafir og Panorama og Errissala eksempelvis blevet fængslet efter at have bragt tegningerne i begyndelsen af februar. Det statslige tv viste i nogle sekunder tegningerne i et nyhedsprogram, og her er journalisterne fyret. Regeringen i Malaysia har udstedt forbud mod, at folk importerer, fremstiller, distribuerer eller er i besiddelse af tegningerne, efter at avisen Sarawak Tribune havde gengivet dem 9. februar – avisen blev omgående beordret lukket. Også landets tredjestørste, kinesisksprogede avis Guang Ming, har fået forbud mod udgivelse i to uger, efter at avisen havde gengivet et foto, hvor tegningerne var synlige. Tegningerne blev først bragt i Jyllands-Posten den 30. september sidste år. Avissiden såvel som de 12 tegninger og den omgivende tekst er stadig tilgængelig i Jyllands-Postens e-avis fra den dag. Ifølge undersøgelsen er de mange avisers gengivelse typisk ikke alene sket i papiravisen, men også ofte i netaviserne. De 143 aviser repræsenterer forskellige former for gengivelse af tegningerne. Formatet svinger i den enkelte avis fra en direkte gengivelse af alle eller enkelte af de 12 tegninger, og i papiraviser varierer det fra små enspaltere til store formater med læsbar tekst. I netaviserne findes en mangfoldighed af former lige fra indskanning på netsider og de små thumbnail-formater. Oversigten medregner ikke de mange aviser, der nøjes med at tilbyde deres læsere links til steder, hvor man kan se tegningerne gengivet. Vi nævner heller ikke de mange, som har valgt at lade deres egne tegnere illustrere emnet med ny tegninger.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også