Plummer: Medielicens er højeste ønske

MediaWatch

Den foreslåede medielicens til hver husstand, så alle betaler licens, uanset hvilket apparat de benytter, er mest værdifuld for DRs økonomi. Introduktionen af en medielicens vil være den mest langtidsværdifulde indtægtsforbedring for DR, vurderer generaldirektør Kenneth Plummer overfor MediaWatch. DR må nødvendigvis leve med, hvis politikerne ikke tilgodeser samtlige DRs ønsker om licensstigninger, men vigtigst er, at der indføres en mere tidssvarende licensstruktur. "Så godt som alle husstande bruger DR, men cirka 15.000 husstande betaler ikke licens, fordi de ser og hører DR via computer. Og yderligere 6.000 til 12.000 vil framelde sig hvert år fremover," forudser Kenneth Plummer. DRs analyser indikerer, at de frameldte husstande fortsat benytter DRs indhold på andre platforme. "For det første er det usolidarisk overfor dem der betaler, og for det andet mister DR rundt regnet 30 millioner kroner årligt allerede i dag. De kunne f.eks. være brugt på fem ekstra episoder af Krøniken." Kenneth Plummer fastholder, at den foreslåede licensstigning er nødvendig for at DR kan sprede sit udbud på alle nye medieplatforme. Plummer understreger, at DR vil fortsætte med at effektivisere driften og få mere og bedre programindhold ud af indtægterne. Det var, hvad Christian Nissen gennemførte, og som han er blevet meget rost for. "Digitaliseringen af DR betyder, at vi på sigt kan yde mere for de samme ressourcer, men på den korte bane skal vi bruge flere indtægter for at gennemføre den fuldstændige digitalisering af produktionen og distributionen," siger generaldirektøren.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også