DRs internetambitioner skaber uro

MediaWatch

Ledelsen må berolige Journalistgruppen i DR, der ser en risiko for, at DRs store regionale internetambitioner vil svække andre områder. Journalistgruppens bestyrelse ved Sten Larsen er bekymret over DRs planer om at udvide med hele 98 lokale hjemmesider, som led i en bedre dækning af den nye regionsstruktur. I DRåben, DRs interne blad, skriver han, at den journalistik, der præsenteres lokalt, bør leve op til DRs almindelige standarder om kvalitet, væsentlighed og lødighed. Og så skal netstederne vedligeholdes. I en pressemeddelelse fra DR fremgår, at netstederne er tænkt som en borgerservice, hvor man skal kunne læse lokale nyheder, finde links til kommunens service og tage del i den lokale debat. Journalistgruppen frygter, at de nuværende medarbejdere på Regionalerne får mere arbejde med det resultat, at de ikke mere kan nå ud til borgerne. Konsekvensen vil være, at mere radio bliver lavet på redaktionen. Derfor vil Sten Larsen gerne vide, hvem og hvor mange der skal udvælge, vinkle, levere baggrund og følge op på de lokale nyheder, og hvem og hvor mange skal tage ansvaret for, at debatten redigeres ud fra journalistiske principper. I næste udgave af DRÅben svarer programchef Thomas Hammer-Jakobsen med ansvar for distrikterne og Per Bjerre, der er chef for DR Bornholm og ansvarlig for udvikling af web-tilbud fra distrikterne: "Det ærlige svar er, at vi ved det ikke. Vi ved, at bestyrelsen har besluttet, at DR vil give 98 webtilbud til danskerne. Den beslutning skal vi sammen til at give liv og gøre konkret. De kommende 98 web-tilbud til danskerne vil bl.a. rumme nyheder - versioner af de nyheder, som vi i dag prioriterer, producerer og redigerer som led i vores regionale programproduktion. Vi skal lære at sortere og opmærke nyhederne på en måde, som gør det muligt at distribuere dem til dr.dk efter kommunalt/geografisk tilhørsforhold." De to DR-chefer peger på, at de nye 98 webtilbud vil rumme mere end nyheder, og det vil være forkert at betragte dem som rene nyhedssider. De ser også for sig, at indholdet eventuelt skabes i samarbejde med kommunerne og med borgerne selv. De erkender, at det vil koste tid og penge at udvikle og drive, og måske skal der ændres på ressourcer og arbejdsgange DR-medierne imellem.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også