Hundemagasin vil opdyrke hul i magasinmarkedet

MediaWatch

Talpa Radios bestyrelsesformand Jesper Sehested Lund har bredt sig til printmarkedet og har flere magasin-projekter i skuffen. Et nyt livsstilsmagasin, 'Vi med Hund' er på gaden i dag. Idémanden er Jesper Sehested Lund. Han er bedre kendt som bestyrelsesformand for bl.a. Talpa Radio Danmark A/S (Radio 100FM) og Det Danske Radiobureau A/S. Andre kender ham som adm. direktør for TvDanmark gennem 10 år. I dag driver han en selvstændig konsulentvirksomhed i selskabet JSL MANAGEMENT ApS. "Baggrunden for at etablere et hundemagasin i Danmark skyldes ikke, at jeg selv er inkarneret hundeejer, men er begrundet i en forretnings- og mediemæssig vurdering af, at jeg tror, at der her er et hul i det danske magasinudbud. Der findes således mere end én million danskere, som bor i en husstand med hund. Det svarer til, at hver femte danske husstand har hund. Og dermed er der tale om en meget betydelig målgruppe," siger Jesper Sehested Lund til MediaWatch. Ifølge Lund mangler det danske marked et kvalitetsmagasin, som tilgodeser dette segment med relevante og underholdende hundehistorier. Til sammenligning findes der på det svenske magasinmarked ikke færre end fire forskellige magasintitler, hvor to af dem er kommet til indenfor det seneste år. "Får vi succes med 'Vi med Hund', så har jeg andre magasinprojekter klar i skuffen," lover Lund. Bladet distribueres gennem Bladkompagniet og er til salg hos knap 2.500 forhandlere landet over. Trykoplaget er på 50.000 eksemplarer. Normalprisen er 48,50 kr., men magasinet lanceres med en introduktionspris på 30 kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også