Nævn gransker TV 2 og Børsens samarbejde

MediaWatch

Radio og tv-nævnet ser nærmere på omstændighederne i samarbejdet mellem Børsen og TV 2 Finans. Børsens logo optræder i TV 2s Finans' indslag fra Børsens redaktion, og Radio og tv-nævnet finder, at det er skjult reklame. Spørgsmålet er nu, om det også er på kant med sponsorlovgivningen. Nævnet mangler at træffe en afgørelse om sidstnævnte, og den afhænger af, hvilken form for redaktionel aftale eller handel, TV 2 har indgået med Børsen. Sagen er rejst, efter at en seer har klaget over, at der sidder et stort Børsen-logo bag reporteren, når TV 2 Finans stiller om til Børsens redaktionslokale, hvorfra der afgives en rapport om aktiemarkedet af en Børsen-journalist. "Der er under alle omstændigheder tale om skjult reklame, finder nævnet, fordi logoet befinder sig dominerende i baggrunden under hele indslaget og ikke kun som en kort kreditering af Børsen som kilde," siger jurist Christina Sigvardt, Mediesekretariatet, til MediaWatch. Christina Sigvardt oplyser videre, at nævnet har udbedt sig flere informationer for at vurdere, om TV 2 og Børsens samarbejdsaftale er indgået på markedsvilkår. "Er der ikke tale om en aftale på markedsvilkår, er der tale om sponsering, og det er ulovligt at sponsere nyhedsudsendelser på tv," siger hun. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra TV 2.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også