Nordisk Film vil fremtidssikres

MediaWatch

Færre fastansatte, kreativ oprustning og skarp fokus på de digitale indtjeningsmuligheder er opskriften for det snart 100-årige Nordisk Film. Nordisk Film er midt i at redefinere sin rolle i en nordisk medieverden under forandring. "Vi vil i fremtiden satse på at levere indhold til alle platforme, til tv, film, playstations, web og telefonen. Udover vor sunde forretning som filmdistributører, ligger kernekompentencen som indholdsleverandør – storytellers - hvor vi fortsat skal fodre de mange medieplatforme med godt stof," siger vicedirektør i Nordisk Film, Mikkel Berg, til MediaWatch. Ambitionen er at sætte Nordisk Film tilbage i førersædet af den nordiske tv-branche. Det betyder i Danmark øget fleksibilitet via flere projektansatte medarbejdere indenfor tv og filmproduktion, frem for fastansatte, og en skarpere fokus på, hvad markedet efterspørger af indholdsproduktion, oplyser Mikkel Berg. Dertil kommer fokus på nye medier og nye former for fortællinger til alle kunder. Den kreative oprustning i film- og tv-selskaberne suppleres med nye alliancer, bl.a. inden for såkaldt branded entertainment, som er omdrejningspunktet i et nyt samarbejde mellem Nordisk Film og Peter Stenbæk, Claus Skytte og Mariusz Skronski. De har for nylig stiftet selskabet 'Pool of Love' med Nordisk efter i flere år at have udviklet reklamefilms universer f.eks. for Toyota og Sonofon. Den danske tv-produktion, som de fleste danskere forbinder isbjørnen med, udgør i forvejen kun et hjørne af aktiviteterne. Af Nordisk Films samlede omsætning tegner tv-produktionen i Danmark, Sverige, Norge og Finland sig for ca. hver 10. omsætningskrone. Selskabet har taget hul på de nye medier. Den bærbare playstation fra SONY distribueres af Nordisk Film, og flere mobilspil, baseret på film, er udviklet af Nordisk Film, der endvidere samarbejder med TV 2 om online tv-kanalen TV 2 Sputnik. Nordisk Film beskæftiger sig med tv-produktion, filmproduktion, PlayStation, post-production, filmdistribution, webaseret film, biografdrift samt reklamefilmproduktion. Med den portefølje og 1.000 medarbejdere satser man på at være til stede i hele mediefødekæden - fra kreativ undfangelse, over produktion, biograf, tv, eksport og frem til detailhandlen, hvor DVD’er eller spillet lægges i trådkurven.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også