V: DR behøver ikke spille med musklerne overalt

MediaWatch

Venstre sender signaler til Plummer, og stiller spørgsmålstegn ved forgængerens meget brede definition af public service-rollen. I DRs nye medieudspil lægger man op til ekspansion på alle platforme, både flere tv-kanaler og offensiv tilstedeværelse på alle nye medier. Det er en invitation til, at DRs rolle og råderum i den moderne medieverden bliver et tema i medieforligsforhandlingerne, ligesom de var i de forrige. "Vi skal følge den brede public service model, som vi gør nu, og stille vore ydelser til rådighed på flest muligt platforme," sagde generaldirektør Kenneth Plummer, DR. Det er en debat, Venstre gerne tager. Kulturordfører Ellen Trane Nørby henviser til intensionerne i det gældende forlig, hvor ønskerne blev formuleret således: "...de danske elektroniske medier får bedre konkurrencevilkår. Dette forudsætter, at Danmark - ligesom andre lande - skelner klart mellem public service og kommercielle medier og sikrer fair konkurrence mellem dem... Samtidig skal DRs og TV 2s public service-forpligtelser forenkles, men til gengæld gøres mere præcise, så seere og lyttere bedre kan se, hvad de kan forvente for licenspengene." Hun er ikke blind for, at problematikken er et svært dilemma. "Vi skal passe på, at DR ikke udkonkurrerer private aktører, fordi DR har licensmusklerne, så de ofte kan være offensive og først. Vi ønsker ikke et mediemarked, hvor det kun er DR, der sætter takten, særligt på de nye medier. Omvendt skal DR selvfølgelig være ambitiøs, optræde som isbryder, og betjene danskerne, hvor de er. Dét er dilemmaet," siger Venstres Ellen Trane Nørby, til MediaWatch, og erkender, at balancen er svær at definere både for DR og politikerne. Personligt studser hun over, at DR helt dominerer udbuddet på DAB. Hun kan også til tider stille spørgsmålstegn ved, hvordan P3 adskiller sig fra private radioer. "Vi skal aldrig agere programplanlæggere på Christiansborg, men opgaven i det næste medieforlig bliver at sende et signal til alle, herunder til DRs generaldirektør, om de rammer, vi gerne ser, at DR arbejder indenfor og levere til borgerne." De danske mediepolitikere kan vælge at lade sig inspirere af EU, der lægger op til, at public service virksomheder skal definere deres opgaver mere præcist. Hensigten er blandt andet, at de private aktører så ved, hvor public service medierne vil satse hårdt, og hvor det dermed er risikabelt for dem at investere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også