V: Strammere nyhedskrav til ny radiokanal

MediaWatch

Sendetilladelsen til den femte radiokanal, som Sky Radio returnerede, skal udbydes hurtigt til en ny aktør, der også vil satse på nyheder, ønsker Venstre. Venstres kulturordfører Ellen Trane Nørby venter på, at kammeradvokaten og Radio og tv-nævnet har udredt sagsforløbet omkring Sky Radios krav om erstatning. Afgørelsen ser hun frem til med sindsro. "Sky Radio har købt en sendetilladelse i otte år. Når jeg har købt en rejse på 6 uger, så forventer jeg ikke at få penge tilbage, hvis jeg rejser hjem efter 2 uger," siger Ellen Trane Nørby til MediaWatch. Hun afviser blankt Sky Radios argumenter om, at radioen ikke har fået den dækning, de betalte for. "Hvis Skys påstand skulle hænge sammen, så ville DR heller ikke dække hele landet. Det er jeg ret sikker på, at DR gør, for ellers havde min mailboks nok været fyldt med mails fra danskere, som ville klage." Venstres ordfører erkender, at der kommer til at gå en del måneder, før frekvenssættet, der nu står tomt, kan udbydes på ny. "Så snart sagen er udredt, skal der hurtigst muligt gennemføres en ny auktion efter samme principper som sidst. Det kommer til at tage lidt tid at forberede auktionen og udbudsmaterialet. Alle aktører skal også have tid til at studere prospektet, som det var tilfældet sidst." Ellen Trane Nørby ser gerne, at kravene til nyheder strammes op i udbudsmaterialet denne gang. "Vi har gjort os nogle erfaringer med Sky Radio, som ikke levede op til kravene om nyhedsdækning. For Venstre er det vigtigt, at vi også på nyhedssiden har pluralisme og konkurrence. Det ligger helt i tråd med, at vi stiller nyhedskrav til TV 2, selv om den er på vej til at blive privatiseret."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også