Mikkelsen ønsker hurtig afløser til Sky

MediaWatch

Kulturminister Brian Mikkelsen (K) ønsker, at der hurtigst muligt kommer en afløser til Sky Radio, som stopper med at sende på mandag. Mandag aften bliver frekvensen som Sky Radio sender på ledig, og det tomrum ønsker kulturministeren bliver så kortvarigt som muligt. "Jeg beklager selvfølgelig situationen, men mener, at vi nu skal videre og sikre et hurtigt udbud," siger Brian Mikkelsen til Netavisen Newspaq. Kulturministeren ved dog ikke endnu, hvordan den ledige kanal skal videreformidles, om det skal være via en auktion, som da Sky købte kanalen, eller om det skal foregå på en helt anden måde. "Vi skal tænke os godt om, inden vi gør noget, men vi ønsker, at det skal gå hurtigt, da det er vigtigt, at der er konkurrence på radioen," siger Brian Mikkelsen. Socialdemokraterne, der ikke er med i medieforliget, mener, at den ledige radiokanal skal gå til TV 2, som er den eneste, der kan sikre et reelt monopolbrud i forhold til DR, men det vil Brian Mikkelsen ikke bare sådan lige gå med til. "Jeg kan jo ikke på forhånd give sendetilladelsen til den ene eller den anden," siger kulturministeren. Da Sky Radio, der er en del af Rupert Murdoch-imperiet, købte den ledige kanal for to år siden på en auktion var prisen 54 mio. kr. om året i seks år. Den gang bød bl.a. TV 2, MTG, SBS-radio og Bonnier Radio Danmark ogaå på den femte landsdækkende FM-kanal. Men ifølge viceadm. dir. hos Sky Radio Kasper Krüger så er kanalen langt fra landsdækkende. "Vi bød på en sendetilladelse baseret på 78 pct. befolkningsdækning, men har kun fået 63 pct. På den baggrund vil vi annullere sendetilladelsen, idet vi ikke kan drive en kommerciel radiostation på disse vilkår," siger Kasper Krüger. Han oplyser samtidig, at Sky Radio vil have, at staten dækker de 300 mio. kr., man har tabt ved at drive radiostationen i Danmark. Men det afviser Brian Mikkelsen. "Kammeradvokaten er nu ved at undersøge sagen, men det dem der har købt en licens, og så må de selv om, hvad de gør med den," lyder det fra kulturministeren, der mener, at Sky Radio forsøger, at skyde skylden for det økonomiske kaos over på staten. Kammeradvokaten skal nu udrede, hvad der skal ske, om Sky Radio skal betale eller ej, og hvordan den femte kanal kan fortsætte hos nye ejere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også