TDC Kabel TV ruster sig til DTT

MediaWatch

TDC Kabel TV forventer, at konkurrencen fra DTT konsortiet først rammer i sommeren 2007. Billige digitale tv-pakker med 20 kanaler skræmmer ikke. "På nuværende tidspunkt vides det ikke, hvilken model der vælges for DTT. Det skal der tages stilling til i næste medieforlig. Af samme grund tror jeg, at det er for tidligt at forestille sig, at en større udrulning vil kunne ske før sommeren 2007," spår programdirektør Miriam Igelsø Hvidt, TDC Kabel TV, overfor MediaWatch. DTT (digital terrestrial television) platformen lanceres i første fase den 1. april 2006, men kun med DR1, DR2 og TV 2. TDC Kabel betragter primært DTT som relevant for de husstande, der i dag modtager tv-signaler via egen analog antenne. Dem er der ikke mange af, og de er ofte beliggende i områder, hvor der næppe kommer kabel-tv. Erfaringer fra Sverige og Tyskland bekræfter ifølge TDC-direktøren, at der er meget få husstande, der skifter fra kabel-tv til DTT. I de andre lande, hvor DTT har succes, er der ret lille udbredelse af kabel-tv. Det gælder f.eks. England og Italien. Hun modsiges af teknologisk direktør hos DR, Paul Samsø. Han forventer, at et stærkt konsortium efter en politisk beslutning vil lancere tv-pakker med 20 kanaler til konkurrencedygtige priser. "DTT-tilbuddet er umiddelbart relevant i de ca. 20 procent af husstandene, der ser analogt tv med almindelig antenne på det primære tv-apparat i stuen, men DTT-muligheden vil også være attraktiv for det andet og tredje apparat i husstanden og i sommerhuset, campingvognen, og lignende" TDC er nu ikke bekymret for, at en ny platform vil gnave sig ind på den særdeles lukrative forretning, det er blevet at distribuere tv til de danske husstande. "Vi ruster os ved at forberede digitaliseringen af vore én mio. kunder, der i dag for langt hovedpartens vedkommende kun modtager tv-signaler analogt. Kabel-tv har en kapacitet og teknologiske muligheder, der er DTT langt overlegne, og det vil vi selvfølgelig gøre vores for at understrege og informere forbrugerne endnu bedre om,” siger Miriam Hvidt. Hun nævner., at TDC Kabel TV f.eks lancerer Video on Demand den 1. december i år, og i løbet af næste år kommer med en set-top boks, der har digital returvej. DTT rummer ikke mulighed for returvej og ægte on demand, påpeger hun. Hun hæfter sig også ved, at TDC er forberedt på det kapacitetstunge HDTV, der formodentlig starter med at slå igennem i 2006.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også