Politikerne vil hjælpe nye internetmedier i gang

MediaWatch

Der spores voksende politisk enighed om at kanalisere offentlige støttekroner, måske licensmidler, til støtte af nye digitale medier. Det kom frem under en mediepolitisk debat på konferencen New Media Days i fredags, hvor partierne fik lejlighed til at afprøve holdninger overfor hinanden før medieforhandlingerne, som for alvor går i gang først i det nye år. Medieordførerne Mogens Jensen (S), Ellen Trane Nørby (V), Holger K. Nielsen (SF), Simon Ammitzbøll (R) og Peter Skaarup (DF) krydsede klinger. På tværs af alle partier var der konsensus om, at det har værdi at hjælpe nye digitale medie i gang f.eks. ved at støtte fremkomsten af nye hjemmesider. I dag går en meget stor andel af de offentlige støttemidler - ikke mindst licensen – til drift af tv og radio. Det behøver ikke være tilfældet efter næste forlig. "Vi afviser at sætte flere medier på støtten, men en pulje for nye internetmedier er en mulighed," siger Ellen Trane Nørby. Hun foretrækker dog af princip en klar adskillelse, således at offentlige midler kun går til DR, mens private må klare sig selv. "Men vi er åbne for en diskussion af emnet i forhandlingerne." lyder det fra Venstre. Og det bliver et emne i forhandlingerne, fortæller Peter Skaarup. "Vi siger ja til støtte til udvikling af nye medier, men støtten skal være afhængig af indholdet," siger Holger K. Nielsen. "Vi kommer med forslag i vores medieudspil om en pulje til støtte af nye medier, som f.eks. hjemmesider. Vi ser det bl.a. som en mulighed for at bekæmpe mediekoncentration," siger Mogens Jensen. Ingen af partierne foreslår, at hjælpe nye medier i gang på bekostning af licensen, filmstøtte og andre områder. Der var dog ingen klare enslydende toner om, hvor midlerne så skal komme fra. Årlig støtte i 2004: TV/radio, 3,4 mia. kr. Aviser, 1,7 mia. kr. Film, 247 mill. kr. Nye medier, 54 mill. kr. Kilde: New Media Days.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også