Advarsel om mediekonvergensens bagside

MediaWatch

Forskellige aktører stiller spørgsmålstegn ved mediekonvergensens velsignelser. JP/Politiken frygter for kvalitetstab. En af landets største mediekoncerner, JP/Politiken, har alle forudsætninger for at indtage samtlige nye medieplatforme, men koncernen jagter ikke mediekonvergensen. "Konvergens-snak blandt mediechefer handler ofte om at sænke omkostningerne - ikke om at hæve kvaliteten," siger adm. direktør Lars Munch til MediaWatch. Der er ingen tvivl for ham om, at den store aviskoncern skal sprede sig ud på alle medieplatforme, men han afviser mediekonvergens for konvergensens skyld. "Vi er interesseret i ekspansion til andre platforme, men ikke på bekostning af kvalitet. Det er mit indtryk, at spredning af stof på tværs af platforme ofte sker alene for at optimere indtjening, uden tilstrækkeligt hensyn til kvaliteten." Erfaringerne hos JP/Politiken er, at det ikke nødvendigvis bidrager til kvaliteten, hvis en given journalist skal producere mere stof, der spredes over flere platforme. "Langt fra alle journalister arbejder optimalt, når de skal levere en lang tekst til papir, en kort tekst til nettet og speaks til radio. Resultatet kan blive et ringere produkt, der fordeles over flere medier," siger Lars Munch. Der er ikke udført nogen omfattende dansk forskning om konvergensens faktiske gennemslag på de journalistiske arbejdspladser. Der er dog flere projekter i gang, bl.a. med relation til Nordjyske Medier, hvor udgangspunktet for forandringerne er spørgsmålet om hvilket stof, der er bedst egnet til hvilke medier. Lektor Per Jauert, Institut for Informations- og Medievidenskab, Aarhus Universitet: "Det er interessant og overraskende, at mediechefer overvejer mediekonvergens en ekstra omgang, fordi de ikke ser perspektiver i rationaliseringer og besparelser," siger Per Jauert. Tv-journalisten Morten Løkkegaard, med 15 års erfaring fra TVA, kan godt følge Lars Munchs skepsis. Resultatet kan blive ensretning og strømligning af produkterne, forudser den tidligere tv-vært. "Det er jo godt for mediegeneralerne, men ikke så godt for varieteten, journalistikken og demokratiet i almindelighed. Og dermed heller ikke godt for mediebrugerne i sidste ende. Vi kan ende med et smart og top-tunet medieudbud på mange platforme - men indholdet vil blive forbavsende konformt og kedsommeligt," siger Morten Løkkegaard til MediaWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også