Netflix var det store dyr på konferencen Copenhagen Future TV, som blev afholdt i København i går. Den ene slide efter den anden med firmaets voldsomt opadgående kurver blev præsenteret, og samtidig kunne man som dansker sidde og ærgre sig over, at tjenesten, der giver adgang til et rigt udvalg af film og tv-serier for kun $7.99 om måneden, ikke er tilgængelig herhjemme.

Netflix har samtidig sammen med streaming musik-tjenester sat en dæmper på det amerikanske pirateri - brugen af P2P-tjenester er kun det halve af det europæiske.

De amerikanske forbrugerne er vilde med Netflix - og mon ikke det samme ville være tilfældet i Europa, hvis Netflix eller en lignende tjeneste gjorde sit indtog. Det har desværre lange udsigter, fordi rettighederne til indholdet er fordelt på en række meget stærke tv-stationer og distrubutører, som har andre forretninger at beskytte.

Godt for producenter - skidt for distributører
Som Netflix selv har udtrykt det, er streaming-tjenester godt nyt for forbrugerne og for indholdsproducenterne, men dårligt nyt for distributører/broadcastere, og da mange af de stærke spillere på markedet er begge dele (producent og distributør), kan det være svært at finde den rigtige grimasse.

Forbrugerne bliver holdt for nar, og innovationen forkrampes på grund af forældede strukturer.

Colin Dixon fra The Diffusion Group sagde på konferencen, at han alligevel forventer, at vi på et tidspunkt vil se en Netflix-lignende tjeneste i Europa - hvis vi væbner os med tålmodighed. Men markedet har på grund af reglerne om copyright på film og tv en anden indbygget svaghed, som nærmest umuliggør fair konkurrence på begge sider af Atlanten: Nummer to får aldrig et ben til jorden, fordi de aftaler nummer to kan lave, altid vil være enten til samme pris eller (sandsynligvis) til en højere pris end den pris, nummer ét betaler. Netflix har nået kritisk masse først og vil derfor fremover altid kunne indgå de mest lukrative aftaler med Hollywood-studierne - en nystartet konkurrent vil ikke have muligheden for at konkurrere på lige vilkår.

Noget rivende galt i rettighedsland
Når man ser på de to problemer (at vi skal vente længe på en Netflix i Europa, og at markedet giver en first mover urimelige fordele) er det svært ikke at komme til at fundere over, om der er noget rivende galt med rettighedsreglerne, når det gælder film og tv.

Helt konkret: Hvordan kan det være, at man ikke kan lave regler, der modsvarer reglerne for radiostationers brug af musik. Hvorfor er det muligt for mig at åbne en radiostation og udnytte det indhold, andre har skabt, på lige vilkår med mine konkurrenter, mens det ikke er muligt, når det gælder film og tv?

Det har naturligvis udelukkende historiske årsager. Reglerne er ikke sendt fra himlen på stentavler.

I første omgang kunne man nøjes med at se på bagkataloget i filmland. Her kunne man uden de store problemer udjævne spillefladen til glæde for forbrugerne ved at ligestille film, der er mere end for eksempel et år gamle med musik - så enhver kan få mulighed for at åbne en filmkanal eller en streaming tjeneste på nettet på samme vilkår som sine konkurrenter.

Det er naturligvis aldeles utænkeligt, at man internationalt ville kunne enes om den slags - de store filmproducerende lande (USA først og fremmest) ville blokere af ren forandringsangst. Men man har vel lov at drømme.

I det hele taget kan man drømme om, at nogen (politikerne og ikke brancheaktørerne) på et tidspunkt tager fat om rettighedsnældens rod, så vi kan få nogle mere fornuftige regler, som i højere grad ligestiller de forskellige indholdstyper - også på tværs af landegrænser.