Debat: Se mig - jeg vil være DR-general

Kulturen fører foran nyhederne i kapløbet om at sætte sig i spil som DR's næste generaldirektør, skriver Jakob Høyer i debatten.
Jakob Høyer

Indlægget er skrevet af Jakob Høyer, kommunikationsdirektør i DSB, tidligere chefredaktør på Metroxpress og kulturredaktør på Berlingske Tidende.

Normalt kan der være langt mellem udmeldingerne fra de største mediebosser i Danmark - ja, indimellem kan de være helt usynlige i mediedebatten. I den seneste tid har der til gengæld været et væld af markeringer fra flere medlemmer af DR's direktion og andre topchefer i branchen - og det i en grad, der har mindet mere om ivrig dans på stedet og kapløb i synlighed end velovervejede markeringer båret af indhold og stor nødvendighed.

Exit Plummer - enter trekløver
Kapløbet fik en flyvende start, da Kenneth Plummer torsdag den 28. oktober måtte lade livet efter sine tåbelige udtalelser i bogen 'Plummer - Summen af Kardemommen' og afleverede sin afskedsbegæring til DR-bestyrelsen. Indtil da havde der ellers været forholdsvist stille i den DR-direktion, der blev udpeget for knapt et år siden og sjældent havde markeret visioner eller holdninger til DR's kurs og fremtid. Ja, faktisk har trekløveret bestående af kulturdirektør Morten Hesseldahl, nyhedsdirektør Ulrik Haagerup og mediedirektør Mikael Kamber næsten været mere synlige i de to uger efter Kenneth Plummers afgang end de har været det i de forudgående 10 måneder.

Det hurtigtste ryk
Prisen for et af de hurtigste ryk i kapløbet må gå til nyhedsdirektør Ulrik Haagerup, der hidtil har markeret sig mest i defensive forsvar af DR Nyheders mærkværdige interview-genre med Stein Bagger m.fl. Kort efter Kenneth Plummers afgang havde Ulrik Haagerup behov for at understrege, at han faktisk ikke havde søgt stillingen som DR-generaldirektør i sin tid, som Kenneth Plummer ellers havde påstået. Næ, Ulrik Haagerup var ikke interesseret, da han "havde et fantastisk job" - som chefredaktør for Nordjyske - lige som han i dag ikke er interesseret, fordi han "har et fantastisk job". Altså lige som diverse politikere, der ikke vil være partiledere - i hvert fald indtil de bliver spurgt ...

Prisen for det mest indholdsløse ryk må gå til mediedirektør Mikael Kamber, der ellers har været ret usynlig i profileringen af DR's visioner - ud over det forfejlede korstog mod DR2-satire i foråret. I forsøget på at profilere sig selv i synligheds-kapløbet er det da heller ikke blevet til de store visioner - men blot en udtalelse om, at DR er i fine hænder hos den konstituerede generaldirektør, Maria Rørbye Rønn.

Knudsen er med - Hesseldahl fører
Flest og stærkest ryk i synligheds-kapløbet kommer fra kulturdirektør Morten Hesseldahl, der indtil nu har været mest kendt for et par forsvarstaler for den kontroversielle tv-serie "De Røde Lejesvende". De sidste par uger har der dog været flere markante udmeldinger fra den tidligere forlags- og avisdirektør, der forlanger flere kulturpersonligheder i DR Nyhederne på bekostning af DJØF'erne. Og kulturdirektøren er gået til genmæle i debatten i en form, der udstiller behovet for at profilere sig og kulturområdet i det interne DR-kapløb.

Også udefra har der været markeringer om DR's fremtid.
Særligt Berlingske-bossen Lisbeth Knudsen har flaget bemærkelsesværdigt mange gange i DR-sammenhænge - og har haft bemærkelsesværdigt travlt med at optræde i både netmedier, aviser og tv-nyheder om Kenneth Plummers anklager om økonomi-rod. I lyset af Berlingskes egne udfordringer i den interne MECOM-opløsning, virker det som om topchefen allerede nu er ved at sikre sin egen fremtid, mens Berlingske bliver solgt i småbider. Behovet for profilering i DR-relaterede diskussioner er i hvert fald stort.
Kapløbet fortsætter de næste uger - se mig, hør mig og husk mig, når der skal ansættes en ny DR-general efter nytår. Kulturdirektør Morten Hesseldahl fører i antallet af markeringer - og formenlig også i det samlede kapløb.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også