Efterkritikken denne uge er skrevet af Peter Bro, professor (mso), ph.d., leder af journalist-uddannelserne på SDU i Odense og udgiver af månedsmagasinet om journalistisk udvikling AHAheder.dk

”Politiet fraråder alt unødig udkørsel”, var en formulering, som fandt vej til mange mediebrugere ved ugens begyndelse. Her strøg efterårets største storm henover landet, og det blev på rutinemæssig vis mødt i danske havneanlæg med veludrustede TV-hold. TV-hold, der kæmpede en hårdt og – må det hastigt tilføjes - meget lidt succesfuld kamp for at godtgøre, hvorfor netop deres udkørsel var nødvendig.

Nok er vejrforhold et af det moderne samfundslivs få segmentknusere. For vejret deler og lever vi alle sammen med. Men nytteværdien af at udsende nyhedsformidlere i områder, hvor bølger og vindstød hamrer ubønhørligt løs på det danske vand- og landskab, er stærkt begrænset. I hvert fald under de former, hvormed især de danske TV-medier udsender deres medarbejdere. Hvilket er møg ærgerligt. For der kan laves masser af spændende vejr-journalistik, hvis vi er skarpere til at trække vejrforandringernes årsager og konsekvenser op.

Problemet er, at med tidens foretrukne måder at formidle meteorologiske for-hold på, er veluddannede – og velmenende reportere og tv-fotografer – i praksis omdannet til journalistiske crash test dummies. Deres vigtigste funktion synes at være, at registrere elementernes rasen: Såsom vinden, der flår i de – i bedste fald – hårfagre reporteres hoved-bund, og bølgerne, der gør signatur-jakkerne fra Kvægtoget og Lorteøens måske mest markante institution gennemblødte.

Og vel er det vigtigt med ”visuel proof” – og vel kan det give livskraft til en nyhedsudsendelse med et lejlighedsvise kraftudtryk fra en udsendt TV-kollega i felten. Men vi må kunne gøre det bare lidt bedre. Ikke mindst i en tid, hvor vejr-journalistik er ved at blive en selvstændig genre og stillingsbetegnelse rundt omkring i medieverdenen. Uanset hvad, så skal der nok snart komme ny omslag i vejret, der skal dækkes, og dermed også nye muligheder for at udfordre og udvikle tidens vejrjournalistik.

Evolution snarere end revolution på Rådhuspladsen
Forståelsen for symbolik fejler intet i de chefredaktionelle kontorer på Dagbladet Politiken. De fingertryk-store billeder af avisens grundlæggere, Viggo Hørup og Edvard Brandes, som har prydet første og anden sektion forsvandt med Politikens seneste omlægning, der trådte i kraft her ved julemånedens indgang. Borte af holdnings-pressens bannerførere, der slog deres publicistiske pjalter og politiske programerklæringer sammen i 1884, og i stedet er trådt et nyt stærkere fokus på journalistikken og journalisterne.

Avisens seneste omlægning er i den forbindelse karakteriseret mere ved evolution end revolution, og Politikens læsere vil i den forbindelse lede længe efter sprit-nye journalistiske værktøjer, virkemidler og metoder. Men der synes at være kommet på én gang mere bredde og dybde i avisen, med flere nyheder, der kommer bredere omkring, og et nyt stærkt tematisk fokus, der hver dag får tildelt et fuldt opslag. Forhåbentlig kan det hjælpe avisen – og dansk presse generelt – til at sætte stærkere samfundsmæssige dagsordener og vel og mærke holde dem fast i den offentlige bevidsthed.

Parallelt med et stærkere journalistisk fokus følger mere markante journalister og en mindre chefredaktionel ledelse – i symbolsk forstand. Journalisterne bliver i den nye udgave oftere fremhævet ved ledsagende fotografier, tyder de første gennemlæsninger på, og i tilgift hertil fylder deres signatur mere. Nu bliver skribentnavne både under- og overstreget på markant vis.

Dette sker samtidig med, at chefredaktionens kolofon er rykket fra øverst på første sektions side to ned til en mere undseelig kolonne på samme side, hvor Bo Lidegaard, Anne Mette Svane og Lars Grarups navne nu bliver printet med mindre skrifttyper end tidligere – og mærkbart mindre end deres medarbejdere.

Men selv med tanke på ovenstående redaktionelle omlægninger og det forhold, at der er kommet en mere konsekvent brug af gode ind- og udgange til historierne, så må revolten på Rådhuspladsen trods alt være til at kapere for avisens notorisk brokkelystne kernelæsere. For nok er nøgle-elementer flyttet, men forsvundet er vist stort set kun de børslister, som alligevel krævede mere end almindeligt velfungerende og fokusstærke øjenæbler. Analyserne, baggrundene, klummerne, ja, det hele findes stadig om end nu i en mere afmålt form. Så meget er vundet, og mindre synes tabt.