Efterkritikken er skrevet af Niels Rohleder, der er journalist og studielektor på Journalistik på Roskilde Universitet. Det er hans sidste efterkritik. Fra årsskiftet er han ansat som rets- og migrationspolitisk medarbejder ved Enhedslistens folketingsgruppe. Han var journalist på Information fra 1987 til 2003. Her skrev han især om rets- og udlændingepolitik. Han er forfatter til bogen ’Drengene på Blågårds Plads – om medier og minoriteter’.

Når alvorlig kriminalitet begås, og vidner kaster mistanke på personer med migrationsbaggrund, demonstrerer medierne klart, hvordan det danske samfund er delt op i ’dem’ og ’os’.

Således også i voldtægtssagen fra Gullestrup nord for Herning: En 10-årig pige blev i lørdags kort efter klokken 19 voldtaget på en legeplads. Gerningsmanden beskrives som »16-18 år, kort, krøllet sort hår, afrikansk af udseende«. Han er endnu ikke anholdt fredag, mens disse linjer skrives.

Men hvor finder man den mest korrekte, relevante og virkelighedsnære journalistik om sagen?
– I den landsdækkende københavnertabloid Ekstra Bladet, der rykker hurtigt og lægger hårdt ud på forsiden allerede mandag: »Naboer jagter 10-årig piges voldtægtsmand«?
– I Danmarks Internationale Avis, den landsdækkende Jyllands-Posten, der har hovedredaktion 80 kilometer fra Gullestrup?
– I københavneravisen Politiken, der med sin aktivistiske linje har demonstreret, at avisen ikke frygter det multikulturelle samfund, men tilsyneladende er lidt tilbageholdende med at dække Jylland?
– Eller får man den bedste dækning ved at læse Herning Folkeblad, der i bladhovedet reklamerer med sloganet lokal med vilje, og som kan gå lige ud på gaden og starte researchen få skridt fra redaktionen?

Ekstra Bladets våbenarsenal
Først ude af røret er ikke uventet Ekstra Bladet, der udkommer mandag morgen med den drabelige beretning om en (naturligvis anonym) »nær ven af pigens far«, der tager avisens udsendte med hjem i sin lejlighed, hvor han »fremviser et større skarpslebent våbenarsenal i køkkenet«.

»Vi er 25 mænd, som vil gå fra dør til dør«, og »Vi har samlet 60 skydevåben«, citeres den anonyme kilde for, og så er tonen ligesom slået an. Men leder man efter rubrikkens udsagn »Vil lynche sort voldtægtsmand«, må man konstatere, at den anonyme (og velbevæbnede) kilde ikke i artiklen giver udtryk for at ville hænge eller på anden måde dræbe voldtægtsforbryderen. Så hvor er lige dækningen for den skarpe rubrik?

Anderledes afdæmpet er eftermiddagsavisen Herning Folkeblad, der bortset fra to forsidehenvisninger og fire annoncer afsætter hele sin mandagsforside til voldtægtssagen: »10-årig pige voldtaget – Trykket stemning i Gullestrup«. Forventer man her at nyde godt af lokalavisens tætte netværk blandt Gullestrups somaliske beboere (der for alvor ville kunne tale med om den angiveligt trykkede stemning), bliver man skuffet. Herning Folkeblads bærende forsideartikel rummer kun kilder, som en hvilken som helst skrivebordsjournalist i København kunne ringe op: formanden for Natteravnene i området, en vicepolitiinspektør, direktøren for det almene boligselskab FællesBo og provsten i Gullestrup Kirke.

Herning Folkeblad, 21. november 2011



Som det ofte er set før, når konflikter og forbrydelser rammer boligområder med mange beboere med sociale problemer, er det svært for medierne at få beboerne (især dem fra etniske minoriteter) i tale. Minoriteternes sociale og kulturelle foreninger har få ressourcer og mangler naturligvis helt de spindoktorer og det professionelle talsmandsapparat, som danske journalister er så vant til at blive betjent (og styret) af. Politiken dækker mandag sagen i notebåndet øverst på side 5, men er i tirsdagsavisen så småt ved at få fingeren ud. I en tospalter på side 5 konstaterer journalisten, at »Det var i går ikke muligt at komme i kontakt med den somaliske forening i Herning«. Måske er det, fordi hun sidder ved en telefon i København og ikke er på gaden i Herning eller Gullestrup?

Jyllands-Posten er endnu mere vågnet til dåd i tirsdagsavisen: En journalist og en fotograf laver reportage fra Gullestrup, hvor skolelærer Jesper Meier henter sine døtre på Gullestrup Skole og følger dem hjem for at beskytte dem. Måske havde det været sjovere med en somalisk far eller mor, der bekymret fulgte sine børn fra skole efter voldtægten. For somaliske forældre er formentlig også bekymrede for deres døtre.

Jyllands-Posten, 22. november 2011

Politiken i Jylland
I onsdagsavisen er Politikens journalist så omsider nået hele vejen til Gullestrup. Det fejres med en helsidesartikel i første sektion, hvor Gullestrup placeres på et illustrativt danmarkskort. Resultatet af journalistens anstrengelser er et skoleeksempel i genren: Københavnsk faldskærmsjournalist lander i Det Mørke Jylland og skal på få timer producere en indsigtsfuld reportage.
Vi møder nogle af de kilder, man også kunne have ringet til hjemme fra København (formanden for Gullestrup Lokalråd, teamkoordinatoren i FællesBo og en frivillig i Dansk Flygtningehjælps Ungenetværk). Desuden er der to anonyme kvinder fra Gullestrup – efter alt at dømme af dansk etnicitet. De fortæller om trusler mod beboere, der taler med pressen, og om bandeuvæsen, utryghed og kriminalitet.

Og så træffer Politikens udsendte en 37-årig mand med somalisk baggrund, Dhuu Haji, der henter sin søn i børnehaven og giver reporteren et lift med ind til Hernings somaliske forening. På vejen fortæller han »højt og hurtigt om sammenholdet i Gullestrup« og om de seneste dages ubehagelige og konfrontative stemning.
Da reporteren kommer indenfor i den somaliske klub, får hun lejlighed til at citere de tilstedeværende mænd med somalisk baggrund: »’De forstår ikke, at vi er lige så frustrerede over voldtægtssagen’, siger mændene i klubben.«

Politiken 23. november 2011


Sjovt som de somaliere kan tale – og citeres – i kor. Har de virkelig alle sammen sagt sådan?

Man må sige, at mødet med den veltalende og ikke-pressesky Dhuu Haji er Politikens scoop i den artikel. Men også, at Jyllands-Posten i samme dags udgave har endnu større held med at få navngivne somaliere i tale. Avisen, der for få år siden lagde sig ud med alverdens muslimer (og ikke drømmer om at sige undskyld), citerer hele tre mænd med somalisk baggrund med navns nævnelse – plus et par anonyme. Og uden at nå Ekstra Bladets hysteriske højder tegner JP’s udsendte med enkle streger et portræt af den ubehagelige stemning, der har ramt det lille samfund.

Mod ugens slutning er dækningen af voldtægtssagen (bortset fra i lokalavisen) tilbage på noteplan.

Og her er måske sagens egentlige problem: Hvis man for alvor vil skildre konflikter, katastrofer og solstrålehistorier i et socialt udsat område som Gullestrup (eller Vollsmose, Tingbjerg eller Blågårds Plads, hvorfra jeg selv har rapporteret), tager det uger eller måneder at skabe tillid og kildenet. Den korrekte, relevante og virkelighedsnære dækning opnås ikke ved at nedkaste faldskærmsjournalister, der på kortsigtet dag-til-dag-basis skal levere artikler til nyhedshungrende redaktionssekretærer. Hvis konflikterne i Gullestrup er interessante, hvad meget tyder på, kræver det, at journalisten slår sig ned i området i nogle uger eller måneder og rapporterer fra hverdagen – også når voldtægtsforbryderen er anholdt.

Men måske gør jeg de nævnte redaktioner uret? Måske er det lige præcis, hvad de har tænkt? Måske er der lige nu journalister, der er ved at opbygge et solidt kildenet i Gullestrup? Måske producerer de bare ikke til den daglige avis, fordi de er ved at grave sig ned i stoffet?
Jeg håber det.