MediaWatch

Debat: Bitterfissen

Mediernes aktuelle dækning af kønsrolle-debatten tilsat "speltkusser og klynkefisser" kalder på kildekritik - og sproglig opstramning, skriver Angela Brink i debatten.

 

Indlægget er skrevet af journalist og forfatter Angela Brink.

 

Egentlig har jeg truffet en principbeslutning om, jeg ikke længere kommenterer kønsroller. Det skyldes, det simpelthen ikke er et lige så vigtigt emne som politik og forretningsunderstøttende kommunikation, som er det, jeg primært går og sysler med.

Alligevel er der en ting eller to at sige i forbindelse med den seneste tids kønsrollekrusning på debatoverfladen.

Først og fremmest synes jeg, at kønsrolledebatten i dag tegnes af ekstremerne. Det er sært al den stund, kønsroller er noget, man også indenfor medieverdenen siger, man tager alvorligt såsom på Dagbladet Børsen. Og jeg tænker, at ’ekstremismen’ kun kan lade sig gøre, fordi der fra journalistisk ledelsesside ikke er nogen rigtig interesse i at tage emnet seriøst. F.eks. kan jeg ikke tro, der har været nogen redaktør inde over foromtalen af Deadlines 22.30 udsendelse den 4.november 2011, hvor man kunne læse denne sprogligt højspændte men indholdsmæssigt ganske slatne foromtale af en slags kønsrolledebat:

 


 

Der er selvfølgelig nogle, der holder deres sti ren. Kulturen på TV2/News f.eks. Men hvis der genelt er fokus fra redaktørside på, hvad der kommer i vedrørende kønsroller, så er der nogle ting, der undrer mig:

I forbindelse med den seneste tids debat har man kunnet se flere medier ophøje en anonym bloggers temmelig kedsommelige tilsvininger af forskellige offentlige personer til et ’seriøst’ emne. I mine øjne er det et klokkeklart eksempel på, man ikke har udvist det, jeg ville mene, er helt elementær kildekritik.

Politiken og den anonyme blogger
Dagbladet Politiken, et med rette respekteret medie, hvor man ellers ikke særlig tit ser anonyme kilder optræde i spalterne, er endnu et af de medier, der har givet den anonyme blogger ganske megen omtale om end i avisens debat- og blogunivers.

Dette undrer mig. End ikke i tabloidmedierne, hvor folk ellers optræder mere eller mindre frivilligt med sex, vold og personlige problemer, gør man ret ofte brug af anonyme kilder. Og der er – når det en sjælden gang sker – en god grund. F.eks. at folk er på flugt fra en voldelig ekspartner eller organiserede kriminelle grupper.

Men ikke alene har man gjort brug af denne ene anonyme blogger på Politiken og i andre medier. Man har også adopteret bloggerens temmelig latrinære sprog. Tag f.eks. igen Dagbladet Politiken. Jeg forstår på journalisten, at det er ’humor’. Men hvor sjovt er det, når respekterede nyhedsmedier i deres blogunivers lader sine papiravisjournalister skrive ”klynkekusse, meningsfisse, urtekusse, speltkusse, slattenfisse, fisselatte”? Er det ikke for Politiken som for alle andre (personer såvel som medier) sådan, at hvis man vil tages alvorligt, så er der bare grænser for, hvor wc-agtigt et sprog, man kan gøre brug af?

Det er blevet diskuteret – bl.a. efter massemordet i Norge – hvordan vi som presse uden at give køb på ytringsfriheden kan være med til at forhindre, at den offentlige debat giver svage og syge sjæle indtryk af, det er i orden at hade og nedgøre hinanden. Grimt sprog går forud for verbal vold. Og verbal vold går næsten altid forud for fysisk vold. Måske medierne ikke behøver gøre det helt store: Man kunne bare begynde med at stramme op rent sprogligt i egne rækker og så i øvrigt fastholde sin normale kildekritik.

Mere fra MediaWatch

Seneste nyt

Se flere jobs