Efterkritikken er skrevet af ph.d. og journalist Jannie Møller Hartley, RUC.

Ugens potentialer: Fortællende og interaktiv dækning
Det føles som om de nærmest med vold og magt forsøger at få mig til at opgive købet af artikelserien. På B.dk altså. Man skal igennem logins, man ikke kan huske, man havde og slet ikke kan huske passwordet til. Man skal finde Dankortet frem. Eller man kan, som jeg gjorde, benytte mobiltelefonen for så at få tilsendt en kode, bekræfte denne og først herefter downloade det, man var ude efter, i en ikke særlig chik pdf-opsætning. Men når man endelig kommer frem til det ønskede produkt, så er det et interessant og vellykket eksperiment.

Line Holm Nielsen fra Berlingske har sat sig for at beskrive forbrydelserne, som politiet mener er begået af den berygtede Amagermand i fire kapitlers fortællende journalistik.
Tydeligvis har selv seriøse medier, som jo ellers ofte holder sig for fine til at dække kriminalstoffet mere end i noteform, fundet ud af, at kriminalstoffet er populært hos mange læsere. Ved at vælge den fortællende journalistik som form kan avisen således både dække det populære stof og fremstå som en seriøs avis på en og samme tid.

Og det må siges, at det er en stærkt underholdende og flot skrevet fortælling, Berlingske serverer. En fortælling, der samtidig berører større emner som fremskridt inden for DNA-forskningen, forbryderne iblandt os og selveste spørgsmålet om ondskab. Vi bliver klogere som læsere, og det er spændende. At det nok er begrænset, hvor mange som hiver Dankortet frem og kæmper sig frem til et download af artiklerne forstærkes af det spørgsmål, at store dele af Berlingskes læsere formentlig er ”fuldstændig ligeglade med Amagermanden”, som en af vores journaliststuderende formulerede det.

Betalingsløsnings-vejen til Berlingskes artikelserie om Amager-manden kalder på forbedringer - artiklerne fejlede derimod intet

Detektiv med journalisternes hjælp
Ligeglade er læserne på EB.dk dog næppe. Endvidere synes det en sag, som medierne generelt mener publikum interesserer sig for – en søgning på den sidste uge viser, at der blev skrevet i omegnen af 600 artikler om Amager-sagen.

Også på Eb.dk har dækningen fået fuld skrue, men hvor historierne i Berlingske nok mest var tiltænkt avisformatet, viser nettet på Eb.dk som medie sin overlegenhed i forhold til avisen. De meget krim-interesserede læsere kan således klikke sig rundt på kort over de steder, hvor Amager-mandens forbrydelser er begået. Som læser får man også en tidslinje, en blå bog og et portræt af den anklagede. Og Eb.dk’s reportere dækker retssagen minut for minut, og man kan som læser følge med helt ind i retssalen. Det er altså to fundamentalt forskellige måder at dække den meget omtalte sag – i begge bliver vi klogere. I den ene grøft kan vi for 19 kr. og noget besvær læne os tilbage og læse artiklerne på b.dk som en kriminalroman, og i den anden grøft kan vi lege detektiver helt gratis.

En kritik, der har været fremme, og som jeg derfor ikke vil grave mere i her, er, at Eb.dk’s har eksponeret læserne kraftigt for billedet af den anklagede – til trods for at MHL er anklaget og altså ikke dømt. Her beskriver Berlingske flere gange, hvad politiet mener og påstår, men uden altså at dømme den anklagede på forhånd. Og det gør efter min mening historien hverken mindre spændende eller mindre læseværdig.

Eb.dk's dækning af sagen om Amagermanden benytter sig vellykket af nettets formidlings-værktøjer

Ugens omtanke: At brække sig på Facebook
Det var også ugen, hvor Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance kom med et kæmpe kuglestød på Facebook. Til stor glæde for journalisterne, som kunne afsløre ’de sande’ tilsyneladende i en dansk kontekst usympatiske synspunkt ”at fattige selv er ude om det”. Dette blev viderebragt af Twitter-journalisten fra JP, Kaare Sørensen og fra hans Twitter-profil blev det opsnappet af netjournalisterne på B.dk, og så var fanden løs. Andre politikere stod i kø for enten at bakke op eller at fordømme. Journalistisk er det blevet fremhævet som et stjerne-eksempel på, hvordan sociale, nye medier kan forny journalistikken og de journalistiske arbejdsmetoder. Men gør de virkelig det?

Før Facebook og Twitter sendte politikerne en pressemeddelelse, og journalisten forsøgte med blik på både nyhedsstrøm og eksklusivitet at vurdere udmeldingens nyhedsværdi. Nu skal politikeren blot logge ind på sin profil og med en skarp nok udmelding kan de fange journalistens opmærksomhed. Det gode ved historierne om Joachim B. Olsen er, at vi blev klogere på Liberal Alliances politik. Det mindre gode er, at Facebook synes at være et carte blanche til at skrive historien. Man kan næppe forestille sig nyheden ”Joachim B. Olsen brækker sig over fattige i en pressemeddelelse”.

Netmedierne ved, at læserne elsker Facebook-historierne (’Facebook’ var nævnt i 1481 artikler den seneste uge). Og nyheden bør ses i det lys. Men Facebook er - ligesom pressemeddelelsen – en kommunikationskanal, hvorigennem politikerne kan komme ud med deres budskaber. Men som ved pressemeddelelsen skal journalisten vurdere nyhedsværdien. At der her var nyhedsværdi i kuglestøderens politiske holdninger, kan der vist ikke herske tvivl om. Men at Facebook og Twitter fornyer journalistikken kan man betvivle.

Fra Facebook-opdatering til artikel - vejen til medierne går gennem et godt FB-udbrud - videresendt via Twitter - viste sidste uges historie om Liberal Alliance.