Debatindlægget er skrevet af kommentator og fhv. ansv. chefredaktør for Ekstra Bladet, Bent Falbert (foto).

"Det er smudspressen, der holder demokratiet rent," sagde salig Erling Olsen, socialdemokrat, justitsminister og formand for Folketinget.

De senere dage har vist, i hvor høj grad han havde ret.
Hvad smudset angår, skyldes det, at man nu engang bliver snavset på manchetterne, når man rydder op i beskidte omgivelser.

Men læg lige mærke til, hvem der skarpest har efterforsket Henrik Sass Larsen-skandalen, som umuliggør, at manden kan blive minister:
Det var B.T., der 1. april afslørede, at Socialdemokraternes politiske ordfører ofte spiste og drak gratis på Café Vanilla i Køge sammen med sin gamle ven, den lokale partiformand Tommy Kamp – som caféejerens tak for en udendørs bevilling. Samme avis bragte 14. juli billeder af, hvordan Socialdemokraternes næstkommanderende sammen med Kamp holdt møde på et andet værtshus med Bandidos-rockeren Torben Ohlsen Jensen.

Skar igennem skinforklaringer
Og det var Ekstra Bladet, som fredag 30. september og lørdag 1. oktober skar igennem Helle Thorning-Schmidts og Henrik Sass Larsens skinforklaringer og afdækkede nyt belastende materiale mod finansminister-kandidaten. Nemlig at politiets aflytninger af telefonsamtaler mellem Kamp og den dybt kriminelle rockerleder Ohlsen Jensen sugede Sass Larsen uhjælpeligt ind i Køge-egnens kompromitterende forbrydermiljø. Derfor måtte PET levere nogle grimme anmærkninger til Statsministeriet, da det hemmelige politi blev bedt om at taksere Sass Larsens egnethed som minister.

Jeg nævner ikke dette blot for at prale med min gamle avis – men for at illustrere forskellen på aktiv journalistik og tilbagelænede, spekulative kommentarer, som har præget de elektroniske medier og morgenaviserne.

Stand up-kommentator
Det sidste er stand up-komikeren Peter Mogensen (S) et skræmmende eksempel på. I Politiken lørdag 1. oktober famler han rundt i halve antagelser om skandalens årsag. Men pludselig har han den frimodighed at opstille denne nedladende forventning: ’Mon ikke sladderpressen nok skal sætte rigeligt mandskab af til at bore den detalje ud.’

Ja, det er i hvert fald hverken Politiken eller Tage-Fejl-Mogensens sovende tænketank Krak A, der opklarer noget som helst.
Alle Mogensen’erne kværner bare løs i deres respektive medier med endeløse skrivebordsiagttagelser – som snarere kunne fortjene betegnelsen sladder, fordi de ikke bygger på journalistisk gravearbejde.

Men det er lige stift nok, at en dovenkrop som Mogensen håner andre for at præstere et stykke ægte journalistik, som han aldrig selv har været i nærheden af at levere, fordi hans metier er løsagtige gætterier med socialakrobatisk slagside.