Debatindlægget er skrevet af Jesper Grunwald, selvstændig konsulent og tidligere radiochef i DR bl.a. som chef for DR København og red. chef i DR Aktualitet (P3 og DR Bornholm).

Det er ikke bare ærgerligt – det var komplet forudsigeligt: Det mediepolitiske sagsområde kom til at fylde meget lidt i den forløbne valgkamp. Det er nu engang vilkårene i den politiske virkelighed, at valgkampe oftest har et eller meget få temaer. Uffe Ellemann tabte på boligskatten, Poul Nyrup på efterlønnen, Lykketoft på personspørgsmålet ”Mogens eller Anders” – og i dag ryger der muligvis en statsminister på håndteringen af den økonomiske krise.
Så medieområdet må – uanset behjertede hensigter i det medium, hvor du læser dette indlæg – dele skæbne med andre vigtige politik-områder kultur og miljø: De flytter ikke mandater i væsentlig grad og rører slet ikke den grundlæggende fordeling mellem blokkene.

Den politiske mediedebat og dens aktører har så heller ikke i sig selv skabt et særligt godt debatgrundlag med større dybde eller et bredere perspektiv. Vigtigheden er der sådan set ingen, der taler imod. Der er en bred, tårevæddet konsensus om, at demokratiet er meningsløst uden en fri, pluralistisk presse. Ligesom et angreb på offentlig finansiering af medier – tvangsudskrivning via skat og licens – ville have samme gang på jorden som et forsøg på at afskaffe monarkiet: Sagen er dødsdømt på forhånd!

Cases frem for værdier i fokus
På den baggrund er det ikke underligt, at mediedebatten har en tendens til at reducere sig til ”cases”. Det handler ikke om medier som et udtryk for demokrati-kultur i det nationale og det regionale. Det handler derimod om subsidier og distributionsstøtte. Det handler ikke om en nødvendig nydefinition af det klassiske public service begreb – det handler om DR som om begrebet er blevet identisk med institutionen. Og når det så endelig diskuteres public service i den private medieverden, så løfter debatten sig næppe højere end en diskussion om, hvorvidt TV 2 skal sælges eller ej.

Lille Pinocchio-Danmark
Når det så kommer til den nye medievirkelighed, en fuldstændig international omkalfatring af de mediemæssige betingelser, hvor Danmark er en meget lille Pinocchio i et enormt globalt dukketeater – ender det i den politiske debat som en klassisk sag-til-sag gymnastik. Det var ingen væsentlig tvivl, da tv-mediet blev digitaliseret. De analoge sendere blev lukket med en fast, rimelig kortfristet digitalisering af det terrestriske sendenet. Og hurra for den beslutningskraft. Men på radioområdet tør næsten ingen bruge samme recept (bort set fra Uffe Elbæk i gårsdagens Mediawatch). Danske mediepolitikere kan sagtens – i et kor fra højre til venstre – besynge dette lands potentielle elitestatus internet, bredbånd og mobilt bredbånd. Men den digitale transformation af radiomediet overlades endnu til markedet (det kommercielle) - velvidende, at radiomarkedet i Danmark er blandt Europas svageste.

Der må en medieminister til
Løsningen på marginaliseringen af mediedebatten må være at stoppe den sentimentale forventning om, at mediepolitikken har nogen gang på jorden i de store, politiske matcher som f.eks. enkelte politiske forlig eller folketingsvalg. Mediepolitikken må derimod ind i ”den løbende, politiske drift”. Danmark behøver en medieminister (desværre er positionen som medieministerium, som det må være en del læsere bekendt, for længst indtaget – af et PR- og kommunikationsbureau i Vejle! www.medieministeriet.dk )
Men en medieminister fortjener danskerne.

Gang i værdipolitisk debat
Den første opgave må være at transformere medieområdet fra en sag-til-sag-kultur til, - en kultur- og værdipolitisk debat. Det er der masser af historisk og politisk tradition at læne sig op ad. Den konservative presse udsprang direkte af borgerskabets opgør med adel og kirke. Flere af venstres bannerførere røg i 1800-tallet i spjældet for at udfordre ytringsfriheden i kampen for den danske almue. Og hvad ville arbejderbevægelsen have været uden proletariatets egne kamp-organer? Eller kulturradikalismen uden Politiken? Eller Bomholts demokratisering af kulturen uden DR?
De historiske eksempler på symbiosen mellem politik og medier er naturligvis talrige, fordi politiske kampe kræver talerstole – eller ”platforme”, som vi kalder det i dag. Ligesom medier er meningsløse uden budskaber. Også i vores nære tidsalder, hvor ”ungdomsoprøret” i det nordlige Afrika udkæmpes på lige dele AK47 – og SMS, Twitter og Facebook.

Opgør med teknologiske dogmer
Den anden opgave bliver et opgør med de teknologiske konventioner.
Personligt er jeg glad for, at Danmark om få uger får en ny taleradio, så der bliver øget udbud og konkurrence på kultur, politik og samfundsstof. Men det er temmelig ufatteligt, at det politiske grundlag for 24syv har nærmest filatelistisk karakter i form af minutiøse krav til ledelse, sendetid og genrer – mens kravet til digitalisering indskrænker sig til parallelsending på DAB og meget overordnede krav til de øvrige platforme. Jeg er ked af at skulle surmule – men jeg har meget svært ved at se det nye radiokoncept som meget andet end mere kvalitet til de, der er forvejen er gode til at opsøge den. Den optimistiske udgave er håbet om, at den rigide, konventionelle ”industri-styring” af det nye FM4 erstattes af en vision om moderne demokratisering og løbende forandring af indhold, form og platforme. Det nytter ikke at skabe kvalitetsradio, når masser af fremtidens medieforbrugere føler sig hjemme på helt andre platforme.

Den danske medieforbruger fortjener en progressiv og løbende udvikling af mediepolitikken. Derfor skal Danmark have en medieminister!

Giv os en medieminister, ønsker Jesper Grunwald. I midten af 70’erne provokerede maleren Richard Mortensen med denne plakat, der opfordrede til, at Danmark fik sig en kulturminister. Det havde Danmark imidlertid i forvejen: Justits- og kulturminister Nathalie Lind.