Indlægget er skrevet af Arne Ullum, ansv. chefredaktør Søndagsavisen og mediedirektør North Media.

I de første dage efter Berlingskes exit fra Ritzau var håbet hos mange i mediebranchen, at det blot var Berlingskes koncernchef, Lisbeth Knudsen, som i surhed trak sig fra pressens store fællesskab - måske som en tak for sidst til Ritzau-chef Lars Vesterløkke, der i sin tid var med til at få Knudsen fyret i DR.

Drømmen om, at Ritzau-opsigelsen blot var et isoleret skvulp i den lille andedam modsiges af en række andre konflikter i dansk presse, og sandheden er nok, at Ritzau-balladen kun er toppen af langt større og mere grundlæggende forandringer af især den skrevne presse.
De forandringer har intet med smålig personfnidder at gøre, men er derimod udtryk for, at mediebranchen nu er så hårdt presset økonomisk og udviklingsmæssigt, at barometeret står på rå overlevelseskamp – både blandt fjender og venner. Den bagvedliggende årsag er, at alle medievirksomheder i Danmarks er ekstremt hårdt presset. Nu kæmper alle for livet. Nogen på den helt korte bane – andre på den lidt længere – helt afhængig af bundlinje og egenkapital.

Berlingskes opsigelse af Ritzau handler derfor om, at mediekoncernen i Pilestræde takket være en moderne overenskomst og aftaler medierne imellem kan udnytte synergieffekter langt bedre ned JP/Pol, og derfor lider Berlingske mest under at betale til et Ritzau, hvor synergien først og fremmest kommer de små aviser til gode. Og hvordan forklarer man til ejerne i London, at man afskriver sig forretningsmæssige muligheder for at hjælpe de små spillere i markedet? Lisbeth Knudsen handler med andre ord blot i Berlingskes forretningsmæssige interesse.

Opdagede alvoren for sent
Når forandringerne bliver relativt dramatiske, så er en af årsagerne, at branchen ikke har villet erkende problemerne i tide. Alt for mange mediechefer forstod ikke, at de middelmådige økonomiske resultater under højkonjunkturen fra 2005-2008 var udtryk for en farlig udvikling, fordi mange medievirksomheder ikke ville være rentable i en periode med lavvækst.

Berlinskes Ritzau-opsigelse er blot det mest spektakulære bevis på, at det venlige samarbejde er erstattet af rå konkurrence – ja nogen vil sige økonomisk krig. Her er en række andre eksempler:

- JP/Pol opkøbte angiveligt for næsen af Berlingske og Jyske Medier ugeavisgruppen, Budstikken, der agerer i det sydjyske. Al økonomisk logik siger, at opkøbet ikke skete for at tjene penge, men derimod som et angreb direkte på Berlingske Medias økonomiske livsnerve. Brutalt sagt forhindrede JP/Pol Berlingske medier i at forbedre bundlinjen med 30-60 mio. kr. om året ved at konsolidere markedet – og det er jo svært ikke at kæde det sammen med JP/Pol offentligt erklærede ønske om at overtage Berlingske Media. En enkel logik siger, at den operation vil nedsætte værdien af Berlingske med mange hundrede millioner kroner afhængig af, hvilken multipel Berlingske i givet fald bliver handlet til.

- Få bemærkede vel, at JP/Pol kort tid efter overtog den gamle Jelling Ugeavis – nu kaldet Vejle Vest. Men set i lyset af, at JP/Pol med Budstikken-handelen havde købt ugeaviser i både Fredericia og Vejle, så var købet af den lille ugeavis et direkte angreb på Jyske Medier. Annoncepriserne i området er nu banket ned på et niveau, hvor det kun er et spørgsmål om tid, før Jyske Medier må søge en status som vasalstat under en af de store koncerner – og JP/Pol satser åbenlyst på, at Berlingske Medier ikke har den økonomiske styrke og vilje til at poste et stort tocifret millionbeløb i en krig i trekantsområdet.

- I hele Århusområdet har JP/Pol i en længere periode postet millioner og atter millioner ind i ugeavismarkedet for at presse Berlingske på et af deres traditionelle givtige områder.

- Kampen om vasalstater er mest markant på Syd og Vestsjælland. Området er præget af tre lokale spillere. Lolland Falsters Folketidende, som formentligt kun kan overleve i fremtiden som enten vasalstat til JP/Pol eller ved en fusion med områdets stærke spiller, det økonomisk snusfornuftigt drevne, Sjællandske Medier. Præcis det samme gælder for Holbæk Amts Venstreblad (Medieselskabet Nordvestsjælland). Man skal være både blind og døv for ikke at se, hvordan JP/Pol ved placeringen af livgivende trykkontrakter forsøger at gøre Lolland Falsters Folketidende og Holbæk Amts Venstreblad til vasalstater. Det skal på én gang sikre JP/Pol kontrol med området samtidig med, at Sjællandske Medier ikke vokser op i en liga, hvor de kan genere JP/Pol.

- Kampen om området understreges yderligere af, at Berlingske Medier er gået ind og oprettet ugeaviser i Kalundborg og Slagelse angiveligt i et forsøg på at sikre sig indflydelse i området. (For god ordens skyld skal det bemærkes, at avisen i Slagelse konkurrer med en avis, som Søndagsavisen ejer i et partnerskab med Sjællandske Medier).

Økonomisk krig frem for DDF-ånd
Ovenstående er blot de mest markante tegn på, at den gamle DDF-ånd om samarbejde frem for konkurrence er erstattet af økonomisk krig, hvor de store spillere forsøger at sætte sig på magten. Når jeg bruger ordet krig, så er det fordi mange af de træk, vi ser, ikke er båret af en ægte tro på at tjene penge på den korte bane, men derimod båret af krigens logik om, at det er acceptabelt at tabe én million, hvis blot fjenden taber tre eller fire.

Økonomisk krig er en anerkendt del af forretningslivet, og derfor er der ingen grund til at flæbe over det. Sandheden er måske blot, at reel konkurrence i årtier har været undertrykt af den såkaldte DDF-ånd, men at mediebranchen nu er blevet en branche som alle andre.

Den udvikling stiller imidlertid en markant udfordring til to parter:

- Politikerne skal i diskussionen om mediestøtte pludseligt til at forholde sig til pluralisme i mediebranchen. Hvordan forhindrer man, at en koncern de facto kontrollerer alle aviser?

- Konkurrencestyrelsen skal sikre, at annoncørerne ikke bliver mødt af et de facto monopol, fordi branchen domineres af en stor koncern og et antal vasalstater, men hvordan?