Af Jakob Høyer, kommunikationsdirektør i DSB og tidligere chefredaktør på metroXpress og kulturredaktør på Berlingske.

 
Den danske mediebranche minder lidt om brætspillet RISK, efter Berlingske åbent har erklæret krig mod nyhedsbureauet Ritzau. Og som i ethvert strategispil er der tale om angreb på mange forskellige fronter.

Det umiddelbare angreb er rettet direkte på Ritzau.

Udbyttet er forkert og prisen er for høj, lyder budskabet fra Berlingske Media, hvor koncernchef Lisbeth Knudsen har opsagt aftalen med henblik på ny forhandling med erklæringen "Ritzau skal ikke fredes".

Andre hensigter
Men udmeldingen rummer meget mere end blot forhandlingspres for at få et bedre og billigere produkt fra Ritzau, som Berlingske Media - paradoksalt nok - både er storkunde hos og medejer af.

De umiddelbare spekulationer har været fremme: Berlingske vil lancere sit eget nyhedsbureau til at servicere koncernens mange blade og internetsites samt radiostationen 24syv, der går i luften om få måneder med 100 millioner statskroner i ryggen. Tanken er logisk og vil være et forfriskende træk i en mediebranche, hvor alle alt for længe har spist af den samme skål. Og Berlingske har en unik mulighed for at realisere den drøm, som både TV 2 og DR tidligere har haft - og måtte skrotte i respekt for det fællesskab, der har været om netop Ritzau.

Men måske har Berlingske flere hensigter:

Ved at trække sig fra Ritzau kan Berlingske også trække kvaliteten ud af det nyhedsbureau, der er storleverandør til gratisaviserne Metroxpress og 24timer, der i høj grad har gjort livet svært for Berlingskes forsøg på at få bedre indtjening i koncernens aviser. Urban har i årevis været en underskudsforretning og opsagde selv Ritzau som nyhedsrulle. Og hvis Ritzau bliver svækket tilstrækkeligt, kan Berlingske Media slippe for inddirekte at betale til de gratisaviser, der stjæler de betalende læsere fra dem.

Angrebet på JP/Pol
Samtidig er Berlingskes kritik af Ritzau utvivlsomt et angreb - og måske et modangreb - på JP/Politikens Hus og dermed en optrapning af fejden mellem Pilestræde og Rådhuspladsen.

Ved at skade Ritzau kan Berlingske gå til angreb nyhedsbureauets anden store medejer, JP Politikens Hus, der tilmed er medejer af føromtalte gratisaviser i Metroxpress A/S. I endnu højere grad kan Lisbeth Knudsen få givet igen i forhold forårets mediefejde, hvor JP Politikens topchef, Lars Henrik Munch, forfriskende erklærede, at han gerne afgiver den statslige distributionsstøtte, hvis også andre dagblade gør det. En sådan beslutning ville skade mange dagblade - og i høj grad også en koncern som Berlingske Media, der med mange udgivelser er stor modtager af den statslige distributionsstøtte. Og da meget tyder på en ændring i fordelingen af den statslige distributionststøtte, har Berlingske markeret, at koncernen ikke vil lade den kamp gå stille af.

Den stiltiende forståelse 
Sidst men ikke mindst skubber Berlingske til hele magtbalancen i den danske mediebranche - og i dagbladsbranchen i særdeleshed.

I årevis har det været sådan, at de store avishuse betalte langt mest hos Ritzau, selv om det ofte har været de mindre regionale og lokale dagblade, der har fået størst glæde af nyhedsrullen. Bare se brugen af Ritzau-stoffet, der jo fylder langt mere i de regionale og lokale aviser end i de landsdækkende dagblade.

Den inddirekte hjælp fra de store til de små skal ses i forhold til fordelingen af netop den stastslige distributionsstøtte, hvor de landsdækkende dagblade - både dem fra Pilestræde og Rådhuspladsen og de øvrige - har fået langt de største beløb, da distributionsstøtten er fordelt i forhold til oplag, dog med et lille loft.

De mindre aviser har angiveligt accepteret denne fordeling, fordi de så fik Ritzau billigere - i en stiltiende og ganske uformel forståelse.

Ovenstående er utvivlsomt konspiratorisk og ikke i overensstemmelse med sandheden, hvis topcheferne i Berlingske, JP Politiken og andre steder bliver spurgt direkte. Uanset hvad, er det utvivlsomt ikke sidste angreb i den danske mediebranche - og ej heller sidste modangreb.