Debat: Bloggen som strategisk samarbejdspartner

Kan man som blogger vise tøj for en butik, der til gengæld støtter bloggen økonomisk, uden at miste troværdighed? Jep, mener blogger Nicolai Klingenberg.
Nicolai Klingenberg

 

Indlægget er skrevet af Nicolai Klingenberg (t.v.), journalist og blogger på my-pleasure.dk (foto) og tidligere chefredaktør på Bolig Eksklusiv.

 

Hvad gør man, hvis man ønsker at fokusere på at vise, hvad ens produkter eller services kan? Man kan alliere sig med en blog. På min egen blog samarbejder jeg med flere virksomheder, hvor jeg under den gamle devise ”Don’t tell it – show it!” arbejder med branding og integration af brands.

Først og fremmest handler det om at finde noget, som passer ind i indholdsmikset på en given blog. Indholdet på min blog – My-Pleasure.dk – er livsstilsrelateret og omhandler det gode liv i bred forstand. Her er alt fra spottede ure og middagserindringer til rejseoplevelser, nyheder og mode til mænd.

Frie tøjler
En af mine alliancepartnere er tøjkæden Axel, som sælger eksklusivt herretøj i København, Århus og på nettet. Jeg gik til dem med en ide om løbende at vise tøj fra deres forretninger – på egen krop. I stedet for at lægge diverse pressebilleder på siden, har jeg – som skriverkarl – været inde i forretningen for at finde nogle af de sager, som jeg synes, er gode bud på nydeligt tøj. Disse loooks foreviges på bloggen, hvorpå besøgende kan dele eller kommentere. Axel får dermed sit navn ud, folk tager stilling til sagerne og bliver inspirerede. Og jeg har frie tøjler – der bliver ikke dikteret noget fra Axels side.

Et andet eksempel er Nissan. I forbindelse med deres satsning på at ramme et yngre publikum med deres livsstilsbil Nissan Juke, gik jeg til dem med en ide om at samarbejde. Idéen er kort fortalt en kontinuerlig branding af modellen – jeg tager egne billeder, viser features og giver min mening til kende om satsningen. Juke’ens design har affødt debat og stillingtagen fra læserne – nogle hader designet, andre er glade ved det, og helt andre har booket en prøvetur. For mit vedkommende handler det ikke om at pushe et budskab om, at det eneste, du kan køre, er Nissan, men derimod om at vise varen – og lade folk tage stilling.

Giver merværdi
Når en virksomhed har lanceret et produkt, høster det typisk omtale i forbindelse med lanceringen. Men hvad så dernæst? En ny bilmodel eller en tøjforretning kan hurtigt blive glemt, når der har været skrevet om nyheden – men varen findes jo stadig på hylderne eller i showroomet, men eksponering og omtale daler typisk, som tiden går. Det er her, en blogalliance kan komme i spil og sikre kontinuerlig eksponering.

I modsætning til annoncering mener jeg, at et samarbejde med en blog eller en blogger kan virke mere troværdigt. Det resultat, der kommer på bloggen, er ikke begrænset af annoncernes millimeter- eller sidepriser. Vinklerne på et budskab eller en historie kan ligeledes nytænkes helt og aldeles på en blog. Derudover kan man tage skridtet videre og kombinere det redaktionelle med for eksempel bannerannoncering, eller lade en blogalliance løbe af stablen i forbindelse med annoncering i andre medier.

Troværdigheden intakt
Fremtiden er for mit vedkommende rigtig spændende. Der er produkter og services, som med tiden forhåbentlig vil finde vej til listen over alliancer – men uden at bloggen bliver en elektronisk reklamesøjle. Det handler om at gøre det oprigtigt og indgå alliancer med få, men rette produkter, som passer til indholdet, så troværdigheden bevares.

Jeg føler, jeg har min troværdig med mig - jeg sammensætter tøj, som jeg selv kunne finde på at købe. De involverede alliancepartnere skal hverken have tekster til gennemsyn eller godkende noget. Ord og meninger er mine egne - og jeg gør læserne opmærksomme på, når der er er tale om et indlæg med en alliancepartner, så der ikke er tvivl om, hvordan tingene hænger sammen.

Områder eller produkter, som ikke interesser mig eller ikke passer ind på bloggen, vil ikke kunne blive til en alliancepartner. Der skal være en oprigtig interesse fra min side, som samtidig passer ind på bloggen. Alt andet vil være spild af min tid - og spild af den eksterne partners penge.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også