Indlægget er skrevet af Kirstine Vinderskov, redaktør hos Tv-festival, i anledning af Kulturudvalgets høring i dag på Christiansborg om kvaliteten i danske børnemedier.

Børn er fremtidens mediebrugere, og derfor er det dem, der vil afgøre, hvordan de danske tv-stationer og sendeflader skal se ud. Det står ikke skrevet med flammeskrift, at de vil vælge det samme som os, når de bliver voksne. De er vokset op under nogle helt andre grundvilkår - som at medier er mobile, digitale og fragmenterede - og de har nogle andre kvalitetsbegreber.

Mogens Vemmer (legendarisk tidligere chef for DR's B&U-afdeling, red.) kalder børn for ”verdens værste seere”, fordi de stiller høje krav til os. Børn kræver både underholdning og viden, og de vil have mulighed for at finde det hele tiden og altid. De har længe kunnet vælge fra mange forskellige kanaler, og det gør de. Og deres smag skifter – de finder hurtigt nye hits, som de anbefaler til hinanden. Børn er sociale mediebrugere, og de stiller krav om, at deres medier er sociale. At de kan dele og tale om indholdet undervejs – før og efter.

Vælger som det passer dem
Derfor vælger børn, som det passer dem og føler ingen ” pligt” over for dansk tv, kun ”lyst”. Og de er i stand til at gøre det i en tidligere og tidligere alder uden hjælpe fra de voksne. Og børn er meget forskellige alt efter køn og alder. Der er verdener til forskel på det fire-årige børnehavebarns tv-sening og det ti-årige skolebarns.

Børnenes mediehelte kommer fra både dansk og især amerikanske programmer. Svampe Bob, Zeke and Luther og Hannah Montana optræder side om side med Specialklassen, Barda og andre danske figurer og serier til børn. Og det danske fylder kun lidt – også selvom vi har fået Ramasjang.

Eksemplet England
I England ligner børne-markedet det danske. ITV er stoppet med at sende og efterspørge originalt indhold til børn, og det har stor betydning for børne-markedet. Markedet bevæger sig mod en monopolisering hos BBC på den ene side og et lille fragmenteret uafhængigt børnemarked på den anden. Det resulterer i mindre engelsk udviklet indhold til de engelske børn. Især har det i England betydet mindre live-action, som ITV i høj grad stod for. I modsætning til Danmark har England to public service børne-kanaler, der muliggør et mere fragmenteret tilbud til børn i forskellige aldre.

I det medietilbud, der tilbydes danske børn i dag, fylder det originale danske indhold mindre og mindre. TV 2 har droslet ned på børneområdet og producerer kun lidt børne-tv i dag. Det betyder, at DR har en slags monopol, fordi det er blevet stadigt mindre kommercielt attraktivt at sende tv til børn. Spørgsmålet er om det fremover betyder, at danske børn får mindre dansk indhold at vælge mellem.

Tv trækker stadig
For ikke så længe siden var alle rørende enige om, at de unge var holdt op med at se tv og især ungdoms-tv, fordi det talte ned til dem. Det har vist sig ikke at passe. De unge ser tv og vil gerne have indhold med konsekvens og lavet til dem – og når det er der, ser de det. De er begyndt at se mere tv, fordi udbuddet er blevet bedre og mere relevant for dem. Ikke mindst takket være kommercielle tv-stationers fokus på målgruppen. Her er både Paradise Hotel og Blod, sved og T-shirts gode eksempler.

Det samme gælder børn. De vil, hvis vi vil. Gamle danske børne-tv helte som Barda, Nørderne og Shane virker heldigvis stadig. Men konkurrencen er ekstremt hård. Ud over lille Ramasjang er der ikke andre samlede danske tilbud til de danske børn. Ramasjang er den eneste kanal, der sender danskproduceret til børnene, og her er over halvdelen af indholdet ikke engang danskproduceret.

Er det godt nok?

Børnene er dér, hvor indholdet er. Der er masser af både strategisk, kreativ og kulturpolitisk fornuft i at prioritere børn. Der er ikke noget galt med, at børnene ser Svampe bob eller komedier på Disney. Men hvis variation er godt, må det danske indhold gerne fylde mere end én enkelt børnekanal kan klare. Er det ikke meningen, at børnene skal have noget at vælge imellem lige som de voksne?