Indlægget er skrevet af rektor for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Anne-Marie Dohm (foto).

”Vi er bare castet som bad guys, mens I er castet som good guys.”

Citatet stammer fra direktør i Kommunikationsbureauet København, Sune Bang, der i det seneste nummer af Journalisten hænger journalister til tørre. Sune Bang mener, at journalister (the good guys) er mennesker uden realitetssans, der i et – tilsyneladende misforstået - højere ærinde render rundt med hellighat på med det eneste formål at vælte ministre.

Imens kommunikatørerne er "the bad guys", fordi de tjener gode penge på at lave mod-kommunikation ”til alt det lort, som journalisterne laver,” som kommunikationsdirektøren udtrykker det.

Det kan man jo mene om, hvad man vil. Men det er fakisk en interessant udtalelse fra en professionel kommunikatør. Generaliserende og unuanceret. Måske. Men det er også interessant, at udtalelsen kommer fra Sune Bang og hans kommunikationsbureau. De er nemlig et af de våben, som senest er blevet taget i anvendelse mod medierne og journalistikken.

Går til modangreb
Kilder, organisationer og personer, som føler sig uretfærdigt behandlet i medierne, skriver ikke længere læserindlæg, hvor de tager til genmæle, eller klager til Pressenævnet. De går i stigende omfang til modangreb og blandt andet via annoncekampagner i dagblade og på nettet forsøger at sætte en mod-dagsorden. Disse kampagner bliver eksempelvis udarbejdet af kommunikatører som Sune Bang.

Og hvis vi et øjeblik dvæler ved mediekritikken, må vi også erkende, at i en medieverden, hvor nyheder spreder sig med en kolossal hastighed, kan det være svært at finde plads til nuancer, når først en dagsordens altopslugende bølge ruller. Det er ikke vanskeligt at forestille sig den desperate situation, man kan komme i under et medieangreb, hvor de eneste gangbare svar og argumenter er ja eller nej.

Og det kan sikkert både opleves som - og de facto være - et demokratisk problem. Problematisk, fordi der i mediestormens hærgen bliver truffet for hurtige beslutninger og iværksat forkerte og kortsigtede konsekvenser.

I den journalistiske stand hører man stadig røster om, at kommunikatører og journalister eksempelvis ikke kan være i samme fagforbund, fordi kommunikatører i bund og grund er sat i verden for at sætte de demokratiske spilleregler ud af kraft. Intet er mere forkert eller gammeldags. Moderne professionelle kommunikatører er aldeles bevidst om deres rolle og om mediernes rolle. Og de ved, at disse roller kan og skal udfyldes i forståelse for hinanden.

Fejlagtig opfattelse
I kommunikationsbranchen oplever man imidlertid også stadig udtalelser fra en svunden tid. Sune Bangs udtalelser om, at kommunikatørernes opgave er at lave modkommunikation til alle de ulykker, som kilderne tilsyneladende mener, at journalister laver, er også udtryk for en fejlagtig opfattelse af kommunikatørens rolle. Igennem de senere år har mange journalister måttet erfare, hvad denne fejlagtige oplevelse har af konsekvenser, når deres adgang til kilder i form af embedsmænd eller andre eksperter begrænses af voldsomt styrende og kontrollerende kommunikationsstrategier. Selvfølgelig til ulempe for en offentlig og fri debat.

Nogle kommunikatører opfatter det som deres opgave at styre den offentlige debat ved at bruge medierne til at sætte en særlig dagsorden til fordel for kommunikatørens virksomhed, organisation eller forening.
Kommunikatørerne og journalisterne benytter et langt stykke hen ad vejen de samme redskaber og trækker på de samme kompetencer. Men kun et stykke ad vejen. For deres roller og opgaver er vidt forskellige - og i nogle tilfælde modsætningsfyldte. Journalistikken skal være uafhængig af kilder eller andre interesser. Kommunikationen tjener et særligt formål, hvad end dette er kommercielt eller ej.

Oprustning ødelægger debatten
På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole skal vi fra efterårssemestret uddanne kommunikatører og journalister under samme tag. Og det glæder vi os til. For det modsætningsforhold, der i dag er imellem journalister og kommunikatører, er kunstigt og bidrager kun til en oprustning, som ikke er til gavn for en demokratisk og fri debat. Og det er slet ikke til gavn for de læsere, lyttere og seere, som skal lægge øre og øjne til kampen imellem de to faggrupper. De to faggrupper skal i vid udstrækning forstå hinandens forskellige roller. De skal have respekt for denne forskellighed.

Det betyder ikke, at de to faggrupper ikke vil komme i situationer, hvor de har modstridende interesser der, hvor de hver især udøver deres virke. En virksomhed får dårlig omtale i medierne – og kommunikatøren får til opgave at dæmme op for skadelige følgevirkninger. Det vil kommunikatøren forsøge at gøre via de selvsamme medier for at ramme de selvsamme målgrupper. Og konflikten er åbenlys. Der vil være modstridende interesser.

Men hvis resultatet bliver, at de to faggrupper begynder at udvikle særlige teknikker og taktikker til at snyde hinanden og afmontere hinandens arbejde, bliver det til ulempe for læserne, lytterne og seerne, som i forvejen har rigeligt at se til med at finde rundt i mængderne af information. Der er derimod brug for åbenhed og forståelse for de forskellige roller i en mediesektor, som i fremtiden vil være præget af professionelle aktører, som netop skifter roller i løbet af deres arbejdsliv.