Debat: En rund tier for en avis, tak!

Lad os få en mediestøtte, der i højere grad gør det muligt at sammensætte sit medieforbrug på tværs af medie-platforme og -virksomheder, opfordrer Mette Bock i dagens debat.
Mette Bock

Indlægget er skrevet af tidligere direktør i DR Programproduktion og folketingskandidat for Liberal Alliance, Mette Bock.

Hvem der bare boede i Washington og kunne nøjes med at betale en flad dollar for Washington Post eller en næsten hvilken som helst anden avis, man måtte foretrække i det store udland.

Jeg håber, jeg engang vil opleve, at vi her i Danmark kun skal betale en rund tier for en skarpt fokuseret nicheavis og et par kroner mere, hvis jeg vil købe den tillægsydelse, det er, at få den bragt til døren hver dag. Et samfund, hvor jeg får mit behov for viden om det helt nære lokalsamfund dækket af en uge/distriktsavis, der til gengæld udkommer mindst tre dage om ugen og koster en flad femmer, hvis jeg vil have den til døren. Ellers kan jeg hente den gratis i det lokale indkøbscenter.

Medieforbrug i eget design
Jeg ser også frem til en medievirkelighed, hvor jeg på nettet, min mobil eller Ipad løbende kan blive opdateret omkring døgnets nyhedsoverskrifter samtidig med, at jeg kan købe mig til specialstof om lige præcis de emner, der interesserer mig i, leveret af lige præcis det mediehus, der dækker på min foretrukne måde: Og hvem ved, måske foretrækker jeg Politikens kulturstof, Berlingskes erhvervsstof og Informations udenrigsstof?

Jeg ser med andre ord frem til at kunne designe mit medieforbrug langt mere fleksibelt end i dag og slippe for alt det, der ikke interesserer mig en døjt. Sportsstof, bilstof, gør-det-selv stof og den slags brum-brum, der tvinger mig på genbrugspladsen flere gange om måneden med avispapir i kilovis samtidig med, at jeg Gud hjælpe mig køber mig fattig på aviser, bare fordi jeg gerne vil holde mig bredt orienteret. Og i øvrigt kan konstatere, at jeg kan hente en stor del gratis på nettet, selvom jeg gerne ville betale for det, hvis jeg kunne betale efter forbrug.

Mediestøtten bremser udviklingen
I et demokrati er det vigtigt, at borgerne har let adgang til journalistik. Så mens Dyremoseudvalget lige nu tænker nye tanker om de tanker, som bygger oven på de tanker, som Brink Lund-udredningen allerede har tænkt og som engang, langt om længe, skal føre til politisk nytænkning omkring fremtidens mediestøtte, håber jeg inderligt, at Danske Medier og mediernes chefredaktioner tænker offensivt og progressivt i nye forretningsmodeller. Please, vis os medieforbrugere, at I kan præstere andet og mere end massive modkampagner mod enhver form for forandring.

Mediestøtten, i sin nuværende form, bremser udviklingen i stedet for at booste den i forhold til medievanerne i et moderne samfund. Lad os krydse fingre for, at mediestøtten fremover bliver givet til produktion af journalistik, ikke til udvalgte platforme eller distributionskanaler. Og at støtten vil underbygge – ikke finansiere - en udvikling, der giver borgerne en både billigere og mere fleksibel adgang til journalistik om det, der interesserer dem - og gennem den eller de kanaler, den enkelte forbruger måtte foretrække.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også