Medieforskeren Anker Brink Lund har om nogen leveret saglige og gennemarbejdede input til disse års meget vigtige debat om den danske mediestøtte. I denne uges udgave af Mandag Morgen går han dog lidt usædvanligt en risikabel balancegang, som næsten med sikkerhed vil give ham ballade fra dagbladenes side.

Anker Brink Lund har nemlig sammen med MM udregnet, hvor meget støtte abonnenterne på en række udvalgte dagblade fik fra staten i 2010.

Når det gælder distributionsstøtten er udregningen simpel. Der er tale om en direkte støtte til dagbladet, som så bare kan divideres med antallet af abonnenter. Problemerne opstår, når det gælder den væsentligste del af mediestøtten - dagbladenes nulmoms. Det er nemlig fantastisk svært at udregne, hvad dagbladene præcist har ud af, at de ikke skal lægge 25 procent på bladsalgsprisen. Det afhænger i høj grad af, hvor stor priselasticiteten er - hvor mange abonnenter vil falde fra, hvis prisen stiger på grund af pålagt moms?

For at komme helt ud over den diskussion har Anker Brink Lund altså fokuseret på abonnenterne frem for på dagbladene. Her er det nemlig muligt at fastslå - om ikke præcist så dog nogenlunde - hvor stor betydning nulmomsen havde i 2010 ved simpelt hen at udregne, hvad abonnenterne skulle have betalt i moms, hvis der altså var moms på aviserne.

Lægger man distributionsstøtten og "værdien af nulmomsen" sammen, fik hver abonnent på Information ifølge beregningen i MM 2.054 kroner bundet i halen fra staten, mens Børsen-abonnenter i den anden ende af skalaen fik 1.082 kroner med sig.

Beregningen giver mening så langt, at dagbladene selv gennem DDF har slået til lyd for, at støtten er en støtte til abonnenterne mere end det er en støtte til dagbladene.

Men hvis ikke man slår analyseapparatet til, når man ser på regnestykket, er det let at komme til at fejltolke derhen, at Information modtager over 2.000 kroner i statsstøtte per abonnent. Det er næppe tilfældet.

Man kan heller ikke nødvendigvis vende ligningen om, så man sætter lighedstegn mellem det abonnenterne "modtager," og det staten mister på ordningen. For de tre store morgenaviser og især for Børsen gælder det, at mange abonnementer er virksomhedsbetalte. Derfor kan momsen under alle omstændigheder trækkes fra og for disse abonnenters vedkommende er statens provenutab på nulmomsen lig med nul.

Det er nok sikrest at nøjes med at fastslå, at nulmomsen har meget stor betydning og giver papirdagbladene en konkurrencefordel... den pointe skal helst ikke drukne i skænderier om værdien af ordningen for de enkelte aviser.