Indlægget er skrevet af Informations korrespondent i Washington DC, Annegrethe Rasmussen.

WASHINGTON DC - Det er slet ikke noget, der diskuteres længere i det amerikanske. Om nationens toneangivende stemmer i medierne boltrer sig i de sociale medier eller ej. Det gør de per definition, og sådan er det bare. På samme måde som alle har en (mobil)telefon – selv mange hjemløse – eller en email-adresse.

Naturligvis kan man vælge at føre sig frem som et menneske, der er steget af det digitale rotteræs og nyder stilheden, især hvis man er avantgarde forfatter eller eksklusiv kunstner. Der er udkommet flere bøger i 2010, der netop handlede om, hvad der sker med teenagere især, men også familielivet i al almindelighed, hvis man cutter netforbindelsen. Men for det første er det jo netop fordi, det er den eksotiske undtagelse, at der kan skrives bøger om handlingen. For det andet duer eksklusivitet ikke i politik, hvor man skal nå sine vælgere, eller i medieverdenen, hvor man ikke bare vil holde på brugerne, men tilmed drømmer om at skabe ”communities” og få abonnenter til at betale for indhold.

Amerikanske tilstande
For nyligt spåede New York Times, at de politiske bloggere ved det kommende præsidentvalg til næste år vil være altdominerende. Og de vil i stigende grad producere egne historier og ikke bare henvise til andres. I artiklen "Politial blogs are Ready to Flood Campaign Trail" spår avisen, at de politiske bloggeres planer om en massiv tæppebombning af både forberedelserne til præsidentvalget og selve valget, ikke bare vil forandre det politiske landskab og amerikansk politik som sådan men også stille de etablerede medier i et dilemma: skal de hoppe med på hele blog-vognen eller udvælge mere kræsent. For det er en udvikling som intet amerikansk medie, og ingen politiker eller journalist har råd til at ignorere.

Indtil videre har de etablerede medier valgt at prioritere mest kræsent. På Washington Post sværger man f.eks. til et stort, men stramt prioriteret udvalg af politiske kvalitets-historier. Man kan ikke matche de rene politiske blogs, og man tror i ledelsen ikke, at læserne ønsker sig mere. Helt anderledes ser man på sagen i det førende politiske netmedie Politico. I 2008 var de "bare en håndfuld mennesker i en garage." Nu har sitet tredoblet bemandingen og er et "200 mands hold med en præcis slagplan, der ved, hvad vi foretager os," hedder det i den førnævnte artikel fra NYT.

Danskerne er sociale ...
Men hvad nu med Danmark. Man skulle tro, at sagen var enkel. Som bekendt er vi et af de lande i verden, hvor flest mennesker bruger de sociale netværk, især Facebook. Jeg er ligesom redaktionel udviklingschef i Berlingske Media, Pernille Tranberg, sikker på, at sociale medier som Facebook og Twitter kommer til at spille en endnu større rolle i fremtiden, end de allerede gør:

"Sociale medier vil rykke endnu mere i 2011. Der vil komme meget mere fokus på sociale medier fra såvel brugerne som virksomhederne, politikerne, institutionerne og medier. Det er her, man nemmest kan få fat i danskerne," forudså hun for nylig.

Men et kig hen over de ledende politikere og medier samt deres chefer fortæller imidlertid en ganske anden historie. I bedste fald at tiøren ikke er faldet. I værste fald (og jeg gætter på, at hunden ligger begravet her) at hvis man er en meget dyb, fin og eksklusiv person eller bare meget højt på strå, så skal man da virkelig ikke have en profil der, hvor den jævne masse vælter uciviliseret rundt. Da jeg ikke ønsker at blive rigtig upopulær, skal jeg nøjes med uden navns nævnelse at undre mig over, at de 5-6 stykker af mine venner og bekendte, som beklæder nogle af de fineste jobs i hele DK, netop brillerer med ikke at være på Facebook.

... men politikerne siger nej tak ...
Men de politiske partier vil heller ikke rigtig bide til bolle. I en artikel for nylig på journalisternes fagblads hjemmeside med titlen
”Valgstrateger prioriterer sociale medier lavest” lød det fra både Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og SF, at de “sociale medier ikke kommer til at sætte dagsordenen i den kommende valgkamp. “ De traditionelle medier er det vigtigste for en succesfuld valgkamp, den personlige kontakt med vælgeren næstvigtigst og til sidst ligger altså de sociale medier.

Socialdemokratiets partisekretær, Lars Midtiby, går endda så vidt, at han kalder den kommunikation, der foregår på de sociale medier for “spin”:

“Vi skal selvfølgelig være til stede på Twitter - blandt andet for at sende et signal til journaliststanden. Men vi betragter det absolut perifert i en valgkamp," lyder det.

Citatet er sigende, for det viser med al ønskelig tydelighed, at partierne ikke har tænkt sig at bruge de sociale medier som afsæt for en engageret eller folkelig dialog men som et taktisk redskab, hvor man kan hælde budskaber ned i halsen på de arme mennesker, der har meldt sig som “venner” på partiets ledende profiler.

Tjekker man diverse politiske ledere (partiformænd og ministre) trænger ordet ”ynk” sig da også på. Med Lykke Friis og Søren Pind som de klare, lysende undtagelser, hvor man faktisk får et billede af mennesket bag den offentlige profil (Margrethe Vestager forsøger) står det klart, at toppolitikerne er ude af stand til at tage sociale medier alvorligt. Det er tydeligt for alle, der kan læse indenad, at det er andre, der laver deres opdateringer, som er stive og ”deklarationsagtige,” hvilket demonstrerer det manglende engagement eller ønske om dialog. Helle Thorning har næsten 100.000 fans på sin Facebook-side, statsministeren har over 50.000, Villy Søvndal har 82.000. Alles opdateringer er formelle i 98 procent af tiden (de sidste få procent virker klistret på, og handler mest om sport og vejret). Tilmed står opdateringerne af og til i så lang tid, at de er uaktuelle. Som alle, der tager sociale medier alvorligt vil vide, er det faktisk er værre at have en profil, der ikke passes end slet ikke at være tilstede.

... og mediecheferne vil slet ikke
Interessant er det også, at vi ser samme tendens i medieverdenen. Her har mange en profil, men de bruger den ikke. Dygtige mediechefer som Ulrik Haagerup, Lars Grarup, Anders Krab, Christian Jensen og Lisbeth Knudsen findes eksempelvis nok på Facebook. Men de deler ikke noget, opdaterer ikke, skriver ikke. De giver med andre ord ikke noget af sig selv. Man kan være venner med dem, men det virker som om, de har anskaffet sig en profil, fordi sådan en må man lige have. Der er undtagelser blandt chefredaktører: Olav Skaaning og (kommende) Troels Mylenberg.

Der er også masser af tunge mediebosser, der slet ikke har en profil – Lars Munch, Jørn Mikkelsen, Jørgen Schleimann; afdøde Tøger Seidenfaden havde heller ikke og den nye chefredaktør Anne Mette Svane glimrer også ved sit fravær. Til gengæld kan man more sig over (eller begræde alt efter temperament) at Svane har en profil på LinkedIn, hvoraf det fremgår, at hun er politisk journalist på Jyllands-Posten.

Fælles for politikere og mediechefer er med andre ord at de ikke ønsker at micro-blogge med deres tilhørere/venner – uanset at der ofte er vildt mange af slagsen.

Hvilket er det samme som at have vælgere/abonnenter/brugere, man ikke gider tale med. Men siden hvornår har det været smart at ignorere et medie med 2,5 millioner danske brugere. Er det ikke bare dumt?