Indlægget er skrevet af Kirstine Vinderskov, festivalredaktør, Tv-festival.

Jeg kan lige så godt springe ud og indrømme, at jeg elsker tv for de oplevelser, det giver mig som seer. Jeg kan blive klogere, få noget at vide, jeg ikke vidste i forvejen, og jeg kan blive underholdt. Tv er allerbedst, når jeg kan opnå alle disse ting samtidigt. Få viden, oplevelser og blive underholdt.

Det er faktisk slet ikke spor let at lave godt tv. Og det er da slet ikke let at lave tv med den helt ærlige intension at løfte låget hos seere. På denne tid af året starter tv-sæsonen op med nye programmer eller nye sæsoner af gamle programmer. Vi har 'Paradise' sæson syv, vi har 'Kender du typen' med mere end ti år på skærmen, og så har vi nyskabelsen, serien 'Blod, sved og t-shirts'. Serien stammer oprindeligt fra BBC3, der for et par år siden blev et aktiv blandt de britiske unge bl.a. med serier som denne. 'Blod, sved og t-shirts' er moderne public service af bedste skuffe, fordi serien viser, at man rent faktisk kan underholde og oplyse samtidigt uden at gå på kompromis med alvoren.

Serien kort og godt
For dem der ikke har haft fornøjelsen af serien, der er produceret på dansk af Koncern til DR1, kommer her et kort pitch. Tre unge storforbrugere af tøj sendes til Indien for at bo og arbejde på de fabrikker der under kummerlige forhold producerer tekstiler til den vestlige verden. De unge er selvsikre og castet bredt dog med det til fælles, at de aldrig har tænkt over, hvor deres tøj kommer fra. Kort sagt handler serie om konsekvenserne af den vestlige verdens overforbrug. I løbet af serien gennemgår de unge alt fra at blive smidt ud fra deres værtsfamilie, fordi de ikke hjælper nok til og går uanstændigt klædt, blive hundset så meget med på fabrikken, at de bryder grædende sammen, samt mærke sulten, hvis der ikke blev tjent rupees nok dén dag.

Mærker facts på egen krop
Det kan godt være, at der er nogle at de store sammenhænge i verdensøkonomien, der flyver hen over hovedet på både seere og de unge medvirkende. Det kan også godt være, der gives et alt for unuanceret billede af inderne og tekstil-industrien o.s.v. Men det er ikke det afgørende.

For der er ingen tvivl om, at når de unges ansigtsudtryk aflæses, så har de lært noget. De unge i serien kan mærke de facts, som de end ikke tænkte over før. De mærker konsekvenserne af deres eget overforbrug på egen krop, og vi mærker som seerne hjemme i stuen med dem. Langt mere effektfuldt end dokumentaren, de aldrig ville have set, eller undervisningstimen i skolen, de aldrig fik gjort relevant. Der er ingen løftede pegefingre her. Blot konksekvenser. Det er tv's allerstørste styrke: At vi kan mærke og føle konsekvenser, sammenhænge eller oplevelser. Og det kan vi her!

Dokumentar uden samme dyt
Min påstand er at samme emen oversat til en nyhedsudsendelse eller dokumentar mulighvis ville give en dybere viden og fint nok, men den brede gruppe af seere ville ikke have mærket en dyt. Det er faktisk modigt at tage så seriøst et emne og så kaste det ind i en reality-underholdningsramme, som BBC3 har gjort. Og der er flere udgaver af formatet. Bl.a. en serie om 'Blood, Sweat and Takeaways' med samme ramme blot om mad-industrien. Måske får vi også lov til at få den på dansk. Måske er der danske producenter eller tv-stationer, der begynder at udvikle nye bud på moderne danske public service-formater, der taler til vores følelser og forstand samtidigt.

Og det bedste af det hele: Ligesom på BBC3 er de unge med. Faktisk har de første afsnit af serien kunne mønstre lige så mange unge seere (15-29), som dem, der er ældre og dermed også mere hyppige gæster på DR1.