IDG klar til opkøb efter stille år

IDG kommer ud af regnskabsåret med et plus og vil gerne købe konkurrenten Mediaprovider. Hør podcast med adm. direktør Søren Queitsch, IDG Danmark.
Ole Nørskov

Konsolidering er nødvendig, og vi er klar til at opkøbe konkurrenten.

Sådan lyder det fra IDG's danske direktør, Søren Queitsch, som har talt med MediaWatch chefredaktør Ole Nørskov i premieren på MediaWatch' nye podcast-serie: "Chefens kontor".

Efter et markant omsætningsfald i det foregående regnskabsår og følgende tilskæring af forretningen nåede IDG i det regnskabsår, der er ved at være slut, op på et driftsplus på 2,5 mio. kr. (hør 31:30).

Det betyder ifølge Søren Queitsch, at der også vil være et mindre plus allernederst på bundlinjen, når det endelige regnskab foreligger.

"Hvis vi ser på omsætningstal i forhold til 2009, så er de konstante, men vi går fra et underskud på driften på godt 4 mio. kr. til et overskud på 2,5 mio. kr. Det er ikke meget , men for os betyder det meget, at vi efter at have flytte virksomheden og sendt nye produkter på markedet trods alt kan komme ud af året med et overskud," siger Søren Queitsch, som gerne vil købe IDG's væsentligste konkurrent i Danmark, Mediaprovider, der står bag ComON og Computer Reseller News. Hvis ellers parterne kan blive enige om prisen.

“Det er oplagt, og jeg tror og håber på, det kommer til at ske på et tidspunkt,” siger Søren Queitsch, som dog ikke for øjeblikket forhandler med Mediaproviders ejere om et opkøb.

IDG Danmark har hverken egenkapital eller likvider af betydning. Til gengæld har Søren Queitsch en rig onkel i USA, hvor moderselskabet er ejet af den stenrige forretningsmand Patrick McGovern

Og McGovern er parat til at sende en check, hvis muligheden for konsolidering byder sig, fortæller Søren Queitsch.

Fra regnskabsåret 07/08 til det næste gik IDG fra en bruttofortjeneste på 63 mio. kr. til 43 mio. kr. (IDG opgør ikke omsætningen, men den dalede ifølge Søren Queitsch med præcis en tredjedel på grund af krisen) og resultatet før skat gik fra et lillebitte plus til et minus på 4,7 mio. kr. - eller “et ordentligt hul i jorden,” som Søren Queitsch udtrykker det.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også