Nissen: Lejesvende er et "mesterstykke"

Jacob Rosenkrands dokumentarserie 'Jagten på de røde lejesvende' på DR2 er intet mindre end en nyproduceret klassiker, skriver Christian Nissen i debatten.
Christian Nissen

Indlægget er skrevet af tidligere generaldirektør i DR, Christian Nissen.

Jeg har lige med den aller største fornøjelse og gensynsglæde gennemset de tre afsnit i DR’s nye dokumentarprogram 'Jagten på de røde lejesvende'.

Det er simpelthen et fremragende mesterstykke, Jacob Rosenkrands har begået - en udspekuleret parafrase over de så forkætrede "røde" programmer fra 70'erne med følgende karakteristiske ingredienser:

1. En ikke helt oplyst dagsorden/vinkel, som kommer bag på (nogle af) de medvirkende interviewpersoner, som til deres synlige overraskelse opdager, at det ikke er friendly fire, de er kommet under.

2. En afvæbnende tålmodighed hos tilrettelæggeren, som rustet til tænderne med grundig research giver interviewofrene rigeligt med svedetid til flakkende blikke og alskens sukken og stønnen.

3. En grundlæggende (og ganske ureflekteret), men dagsordensættende præmis, som gør det dubiøst at have været medlem af et bestemt, ganske lovligt og for længst hensyg-net politisk parti.

4. En fokusering på et lille udvalg af programmer (og programmedarbejdere) af klar "rød observans" blandt mange, mange tusinde programmer, hvor de mange programmer (og medarbejdere) i den modsatte ende af spektret lades helt ude af betragtning.

5. Et nøje udvalgt panel af historiske eksperter (Bent Jensen og Bent Blüdnikow), der som neutrale dommere sætter tingene på plads, når der ind imellem opstår uoverensstemmelse mellem den målbevidste tilrettelægger og interviewpersonerne.

6. En tidsrejse i kultur og diskurs, hvor epoke og begivenheder for 35 år siden vurderes og (be/for-)dømmes med nutidens beredvillige briller.

Der er ganske sikkert flere fælles træk mellem den nye serie og det bedste af arven fra Ungdomsredaktionen i 1970’erne. Tænk blot på den gang Poul Nesgaard havde en konsterneret overborgmester Egon Weidekamp under kærlig, tête á tête behandling. Ganske som sit åbenlyse forbillede magter Jacob Rosenkrands at holde de bedste miner til sit veltilrettelagte spil. Han fortrækker ikke en mine, selv når løjerne går aller hedest til

Det må da være aftalt spil mellem Rosenkrands og dem, han har på grillspyddet, for den misfornøjede reaktion på det færdige program fra flere af de medvirkende er ganske som den, 70'ernes "ofre" efterfølgende gav til kende dengang, og lige så velbegrundet.

Gå ikke glip af denne nyproducerede klassiker.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også