Debatindlægget er skrevet af journalist, forfatter og tidligere ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet, Bent Falbert (foto).

Det er en besynderlig måde, Danmarks Radio styres på. Ejerne af ethvert apparat, som kan modtage tv-signaler, tvangsafkræves hvert år licens, hvoraf over 3 milliarder kr. afleveres i DRs forhal til fri disposition. Men det diskuteres meget lidt, hvad denne styrtende formue bruges til. Derimod er der p.t. enorm opstandelse over, at en brøkdel nu tages fra til fordel for en privat radiostation.

DR's bestyrelse burde som Statsradiofoniens toporgan udgøre et levende debatforum, der kvalificeret inspirerede resten af nationen til at diskutere krav og forslag om tv- og radioprogrammer. Sådan er det mildt sagt ikke.

Kun tre af bestyrelsens elleve medlemmer åbner ind imellem munden offentligt. Den ene er formanden siden 2008, Michael Christiansen, som ikke er nogen stormende fornyer - men gerne deltager i offentlige debatter om DRs virke. Det er et stort fremskridt i forhold til hans forgænger, Mogens Munk Rasmussen, som kun evnede at tygge tyggegummi under møderne og forsvinde gennem bagdøren, når pressen spurgte, hvad der foregik.

Den mest talende og skrivende er næstformand Ole Hyltoft (udpeget af DF). Han har senest kæmpet en heroisk, omend forgæves kamp for at bevare en radiosendeflade til klassisk musik. Jeg deler ikke Ole Hyls begejstring for transmission af gudstjenester og pigekorets fødelandssange. Men jeg kan lide, at manden stiller op og fægter med åben pande for sine standpunkter. Den tredje stemme, som lejlighedsvis synger i samme toneart, omend spagere, er teologen Katrine Winkel Holm (ministerudpeget).

Resten af bestyrelsens medlemmer er stumme. Man spørger sig, hvorfor i alverden de er blevet valgt. Et træffende eksempel er Torben Dalby Larsen, direktør for nogle sjællandske venstreblade. Hans speciale i lukkede kredse er at præsentere banaliteter, som var det dybsindigheder. Men han er ikke taget i offentlig stillingtagen til programvirksomhed.
En lige så stilfærdig skikkelse er den gamle SFer Aage Frandsen, hvis betragtninger i bestyrelsen altid ender som opbakning til generaldirektøren.

Den konservative verden er repræsenteret af Lone Færch, en anonym arving til nogle tobaksaktier. Hendes kvalifikation siges at bestå i, at hun lejlighedsvis ser fjernsyn. Finn Poulsen, der er halvkendt for sit Bestseller-tøj, tilhører samme stilfærdige fløj.
Der er heller ikke mange, som er klar over, at de radikale er repræsenteret af Lars Nielsen, en bleg tidligere kontorchef i partiets hovedkvarter.

Socialdemokraterne har udpeget tv-træner Trine Gregorius, hvis meninger i bestyrelsen falder sammen med partiets kulturordfører Mogens Jensens. Offentligt holder den ellers slagfærdige kvinde en lav profil. Under opgøret om sammenlægning af kanaler bemærkede hun dog muntert, at 'DR ender med at sende radio for nisser og pensionerede oberster'.

De ansatte i DR er repræsenteret af tekniker Stig Poulsen og journalist Mogens Rubinstein, der reserverer deres synspunkter for det interne blad DRåben.

Det er altså kun to en halv af elleve bestyrelsesmedlemmer, som benytter deres sæde i DRs toporgan til at deltage i den offentlige debat om Danmarks dyreste kulturinstitution. Det er general Kenneth Plummer givetvis glad for, for dermed får han lov at bestemme det meste - og Michael Christiansen resten.
Jeg synes, det er sølle. For der er jo ikke tale om, at de stille eksistenser under møderne dokumenterer deres berettigelse som forretningsmæssige genier.

Hvad skal vi med en bestyrelse, hvis store flertal færdes med lukket mund? Der er i høj grad brug for, at de, der ansætter cheferne og sidder inde med kvalificeret viden om DRs forhold, evner og orker at give deres offentlige bud på, hvordan Statsradiofonien bør fungere.
Det synes at knibe med både vilje og evner. Bestyrelsesposter i DR er blevet et ben, der uddeles lidt tilfældigt til vennerne. Det kan hverken partier eller kulturminister være bekendt over for dem, der betaler de godt tre mia. kr. til DR's drift.