Jyllands-Posten har spurgt nogle hundrede journalister på de to statsfjernsynsstationer og såkaldt landsdækkende medier (dem er der ellers kun tre af: Ekstra Bladet, BT og Jyllands-Posten), om de oplever, at relevante oplysninger bliver holdt tilbage på grund af selvcensur. Det svarer 13 pct. ja til.

'Det er et bekymrende højt tal', lyder det omgående fra en af branchens førende hændervridere, Jacob Mollerup, der åbenbart er formand for Undersøgende Journalister i sin spildtid som Danmarks Radios tilgivende og søvnige skriftefader. Titlen 'undersøgende journalist' burde enhver pressemand smykke sig med, men en særlig sekt søger at fremhæve sig selv ved at danne en forening under dette navn.

Hvad er det så, der fremkalder selvcensurerende frygt i sarte journalistnerver? Jo det angives at være:
1) Skræk for voldelige islamister.
2) Bekymring over den nationale sikkerhed.
3) Angst for at miste kilder.
4) Frygt for kritik fra religiøse mindretal.

Så har vi vist også fået det hele med. Forklaring 2 og 4 er nonsens. Derimod har balladen efter Muhammed-tegningerne utvivlsomt fremkaldt en vis angst for, at afsporede muslimer skal dukke op og sætte ild til udfordrende journalisters rodede skriveborde. Personligt tror jeg, at banal skræk for at miste kilder resulterer i langt mere selvcensur end noget andet element. Det er der bare intet nyt i. Reportere har altid måttet overveje konsekvensen af at lægge sig ud med dem, der leverer historierne.

Jeg skyder imidlertid på, at den ottendedel af journalisterne, der angiver at have oplevet selvcensur, vil blive mangedoblet, hvis Jyllands-Posten i stedet spørger provinspressens skrivende folk. Hér kan man virkelig tale om selvcensur. Det gør man faktisk også. Nemlig som et selvfølgeligt livsvilkår, ingen lægger skjul på. Vé den lokalreporter, der ikke kan begribe, hvor grænsen går for, hvad man spørger borgmesteren om - eller hvilke bilag for druk og anden forlystelse, man søger at lirke ud af forvaltningen.

I sammenligning med det gadekær af fortielser, som lokalaviser pålægger sig selv, kan selvcensur fremkaldt af frygt for islamistiske hævnere rummes i et vandfad. Men lokale form for tilbageholdte oplysninger og selvpålagte restriktioner er det ikke heroisk at bekende. Og øjensynligt heller ikke at undersøge. De er for visse medier et livsvilkår, der slet ikke er til debat.