Grundlovsfædrene må vende sig i deres kolde grave, hvis de følger diskussionen om ytringsfrihed. Den er nemlig en sørgelig karikatur på dét, de ville. Men hvordan er det kommet så vidt?

Først bragte Jyllands-Posten i 2005 karikaturerne af Muhammed, vel vidende, at der var tale om både hån og provokation, da det i følge islam er forbudt at tegne profeten. Sagens højere tjeneste var angiveligt et forsvar for ytringsfriheden. Andre chefredaktører, herunder jeg selv, tog afstand fra Jyllands-Postens redaktionelle valg, men ingen - INGEN - anfægtede hverken dengang eller nu Jyllands-Posten ret til at trykke, hvad de ville.

Trukket skarpt op
En af de hårdeste kritikere af Jyllands-Postens redaktionelle valg var Politiken med Thøger Seidenfaden i spidsen. Positionerne var trukket skarpt op, og konsekvenserne blev både markante og interessante: Journalistikken i de to aviser er i løbet af de seneste 4-5 år blevet stærkt værdibåren. Ikke i form af tilknytning til politiske partier, som tidligere i historien, men ved at det værdimæssige afsæt for den måde, hvorpå der skrives, prioriteres og redigeres, er blevet meget tydeligere. Brugen af eksterne kommentatorer og skribenter, der støtter avisernes respektive værdigrundlag er eksploderet, og valget af historier, kilder og vinkler er blevet markant forskelligt.

Det er såmænd ikke så ringe, især hvis aviserne i deres kolofoner åbent ville erklære, hvilket værdigrundlag, der arbejder ud fra, så læserne ved, hvad de får i hånden. Men her er ytringerne sparsomme.

Total forvirring
Forvirringen har imidlertid været tiltagende. Efter den megen - og uhyggelige - bål og brand over den ganske verden, erklærede Jyllands-Posten, at avisen var "meget ked af det", hvis trykningen af tegningerne havde såret nogle muslimers religiøse følelser. Nogenlunde samtidig genoptrykte Politiken, meget overraskende, tegningerne. Seidenfadens begrundelse for det markante kursskifte var, at det var nødvendigt som led i nyhedsdækningen. Hva´ba´? Hvis det var tilfældet, må det undre, at Politiken ikke trykte tegningerne i første ombæring. Som bekendt er historier om pornografi sjældent billeddækket med pornografiske billeder, selvom det er tilladt. Der foretages med andre ord et journalistisk fravalg.

Måbende befolkning
Men forvirringen blev total, da Politiken i den forgangne uge over flere sider, herunder forsiden, fortalte den måbende befolkning, at avisen i kølvandet på et muligt sagsanlæg har indgået et såkaldt ”forlig” med profetens angivelige efterkommere, for det var sandelig heller ikke Politikens mening at gøre nogen kede af det.
Man fristes til at sige Gud fri os vel. Jyllands-Posten og Politiken er enige om, at danske aviser har ret til at trykke præcis, hvad de vil, inden for dansk lovgivnings rammer. Jyllands-Posten og Politiken har begge bragt tegningerne i flere omgange. Jyllands-Posten og Politiken har begge udtrykt, at de sandelig er kede af at have såret nogens følelser. Ja, og Jyllands-Posten og Politiken burde have tænkt sig om noget tidligere.

Synd for ytringsfriheden
Det er nok for naivt at håbe på, at de to aviser også bliver enige om, at det er synd for ytringsfriheden, at den i den grad skal trækkes gennem sølet i en diskussion, som er en pseudodiskussion om ejerskabet til en frihedsparagraf i stedet for en diskussion om substansen i forvaltningen heraf.

I respekt for grundlovsfædrene og i respekt for, at journalistik er demokratiets salt, er det på tide, at journalister, redaktører - og borgere - koncentrerer sig om, hvordan man forvalter ytringsfriheden, så den ikke forpester, men giver liv til demokratiet og den samtale, der ligger til grund herfor. Det var dét, grundlovsfædrene havde i tankerne, da de formulerede frihedsrettighederne i 1849.

Elendig forvaltning af demokratiet
Vi er desværre kommet dertil i vores del af verden, at modig journalistik fortolkes som modet til at trykke hvad som helst. Den anden, lige så vigtige side af journalistikken, er imidlertid modet til at fravælge. Ikke i angst, men i ønsket om at bidrage til kritisk og frugtbar samfundsdebat.

Hvis en række karikaturtegninger med tilhørende mærkelige undskyldninger er det stærkeste forsvar for ytringsfriheden, som dansk presse kan præstere, er vi godt nok elendige forvaltere af det demokrati, der blev undfanget med grundlovens frihedsrettigheder i 1849. Uanset hvor højt, der råbes og skriges fra kirketårne, minareter - og hjørnekontorer.