"Hvis jeg vil vide, hvad ganske almindelige mennesker mener om noget, kan jeg spørge naboen eller damerne på mit gymnastikhold. Hvis jeg bruger tid på at sætte mig foran TV, forventer jeg at høre nogen tale, der ved mere end jeg gør. De skal helst være klogere end jeg er eller vide noget mere - eller sige noget, der overrasker mig. Hvorfor skulle jeg ellers lytte til dem. Jeg har ikke lyst til at høre på mig selv."

Præcist sådan sagde min mor, da jeg i sidste uge rejste fra Washington DC til Skanderborg for at fejre hendes runde fødselsdag. Vel hjemkommet fra det amerikanske spurgte jeg, som altid, om mine forældres bedømmelse af mediefladen i mit hjemland. Jeg bruger dem som privat fokusgruppe, dels fordi de tilhører den gruppe mediebrugere, som fortsat er storbrugere af de traditionelle medier, radio, TV og papiraviser, hvor jeg selv arbejder. Dels fordi deres forudsigelser over årene har vist sig at være præcise. Dertil er de veluddannede med et stort forbrug, og deres yndlingskanal er DR2, som jeg bidrager ganske flittigt til.

Min mors bemærkning var rettet mod relanceringen af Deadline, der har fået sig et lille folkeligt indslag, som jeg forstår det (jeg har endnu ikke selv set den nye version), hvor et publikum kan ytre sig og derved præge programmet. Det synes hun ikke om, fordi hun ikke har brug for at høre på en klon af sig selv. Den bedømmelse lader jeg lige stå et øjeblik.

Trist drejning
I sidste måned fik jeg en mail fra en af mine mange freelance-kolleger ude i verden. Han skrev:

"Der kommer flere og flere eksempler på, at DR og TV2 gør krumspring for at få gratis stof. En ting er begrebet borgerjournalistik, som i visse situationer kan være ok som et ekstra pift på nyheder, når borgere bliver vidner til begivenheder og foreviger dem med deres digitale kameraer og optagere. Noget andet er, at DR og TV2 bevidst udnytter begrebet og af pekuniære hensyn går mere og mere over til at bruge gratis meddelere rundt omkring i verden. Personligt har jeg i mine 19 år i X-land ikke haft så få Q & A-opgaver som i 2009, og jeg skal nok ikke forvente, at 2010 bliver bedre. Det er en trist vending, fordi det betyder, at seere, læsere og lyttere ikke informeres så godt, som en professionel fra vores rækker er uddannet til at gøre det."

I fuld enighed med min kollega stiller jeg spørgsmålet: Hvorfor bruge offentlige penge på en autoriseret journalistuddannelse, hvis alle der har en mobiltelefon fint kan lege journalist i udlandet og give deres spontane, ufiltrerede mening til kende som erstatning for professionel nyhedsformidling, features og baggrund ? Vi kan (næsten) alle lege skrivebordsgeneraler, når vi løser krisen i Mellemøsten over julefrokosten eller psykologer rundt om en tekande, når en ven er i krise p.g.a. skilsmisse eller utroskab eller deslige. Men de professionelle redskaber har vi ikke, og det er et lykketræf, hvis vi har ret, eller når vi kan hjælpe.

Blår eller bevidst?
Det betyder ikke, at vi ikke har brug for gode venner eller amatørpolitikere. Eller at en engageret borger med et digital kamera ikke kan give en god øjenvidnebetragtning. Men at tro, at man får en professionel bearbejdning af virkeligheden eller en formidling, der gør lytterne, læserne eller seerne klogere, er at stikke sig selv blår i øjnene.

Eller også er det ikke blår; det er sandsynligvis fuldstændig bevidst, at mediechefer, der er pressede på ressourcerne, hellere end gerne benytter sig af glade turister, rygsæksrejsende eller studerende, som gerne vil 3 minutter i TV fra Haiti eller Tibet, eller hvor det nu kan være dyrt at sende reportere hen.

At DR og TV 2 vil være bekendt i stor stil at udnytte uddannede journalister i udlandet (og i øvrigt også i Danmark) ved skamløst at bede dem om at bidrage igen og igen til programmer uden betaling eller – i bedste fald – til et beløb, der ligger langt under overenskomsten, er en udvikling, som Journalistforbundet for længst burde have adresseret og gjort noget ved, hvis det vil tages alvorligt som fagforbund. Vi journalister skal næppe vente forståelse i direktionerne. Som en højtstående dansk mediedirektør kækt bemærkede til mig for nylig i USA: "Der er ingen, der tvinger freelancejournalister i udlandet til at levere stof. I kan da bare lade være".

Politisk korrekt - og røvsygt
Så vidt cheferne. Men hvorfor er fagforbundet så langsomt ? Kunne det være fordi “borgerjournalistik” på en eller anden måde lyder så rigtigt, så fint, så politisk korrekt.
Jeg fik også i sidste måned besøg af en kær veninde og gammel kollega, der også er en af Danmarks bedste undersøgende journalister. Hun havde deltaget i møder i New York og Washington og har derudover en tillidspost i George Soros’ betydelige filantropiske mediearbejde i flere ressourcesvage områder i verden.

Hun slog ud med armene, da hun med et smil fortalte mig, at “borgerjournalistik” er et af de bedste kodeord for at få tildelt midler også i dette regi. Det handler jo om at gøre borgerne magtfulde, om at skabe nye former for medier, der engagerer almindelige mennesker og dertil redder arbejdspladser og binder “communities” sammen.

Jo tak – det gør det givetvis ofte og godt så. Men alt, alt for ofte handler det om noget helt andet: nemlig om – med moderigtige kodeord som nærhed og identifikation - at få udført formidlingsarbejde billigt og overfladisk for at fylde en 24/7 medieflade med almindelige menneskers almindelige røvsyge meninger.